Dansk angribertalent skal opereres i knæet

16x9
Emil Berggren skal under kniven Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Emil Berggreen, der for nylig skiftede til Mainz, skal opereres i knæet og forventes ude i nogle uger.

For lidt over en uge siden skiftede fodboldspilleren Emil Berggreen fra Eintracht Braunschweig i 2. Bundesliga til Mainz i den bedste tyske række.

Den 22-årige angriber må dog vente lidt endnu på at få sin debut i den bedste tyske række.

Torsdag skal Emil Berggreen nemlig have foretaget et indgreb i sit højre knæ i München.

- Vi kendte til skaden, da vi købte ham. Vores håb om, at han kunne undgå et indgreb, gik desværre ikke i opfyldelse, siger Mainz' teammanager, Axel Schuster, til klubbens hjemmeside.

- Vi har nu, i enighed med trænerne og lægerne, besluttet os for at lave et lille operativt indgreb. Det giver ikke mening for nogen at forsøge at køre videre i sæsonen med smerter.

- Så er det bedre med indgrebet, så han kan træne videre om tre uger, bare uden smerter, siger Axel Schuster.

Emil Berggreen er også fortrøstningsfuld og regner med hurtigt at være tilbage.

- Jeg skal have fjernet en slimhinde, som har skabt problemer længe. Det er et lille indgreb, og jeg forventes klar inden for nogle uger, siger han til bold.dk.

Emil Berggreen har kontrakt med Mainz frem til sommeren 2019.