Flaskekast mod Thomas Sørensen giver efterspil for rivalerne

16x9
Thomas Sørensen i målet for Melbourne City Foto: MCFC / MCFC

Thomas Sørensen fik kastet flasker efter sig, da det australske Melbourne-derby i weekenden endte 2-2.

Thomas Sørensen, tidligere mangeårigt førstevalg mellem stængerne på det danske fodboldlandshold, fik kastet flasker efter sig i det australske lokalopgør i A-League mellem Melbourne City og Melbourne Victory.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den danske målmand vogter nu målet for Melbourne City, og de gæstende rivaler fra Melbourne Victory kan nu se frem til et efterspil i kølvandet på kampen.

Victory-fansene bag det ene mål sendte flasker af sted i retning af den danske keeper, da fansene følte, at holdet blev snydt i forbindelse med et frispark.

Ud over flaskekastene gjorde udeholdets fans sig også uheldigt bemærket ved at affyre nødblus både på og uden for stadion.

- Vi samler information fra Victoria Police og andre om episoderne, der skete før og under gårsdagens kamp i A-League på AAMI Park i Melbourne, siger chefen for Det Australske Fodboldforbund, David Gallop, ifølge AFP.

Ifølge politiet antændte udeholdets fans syv nødblus uden for stadion og to inde på stadion under kampen.

Episoden kommer blot få dage efter, at en lignende episode med nødblus i en anden ligakamp kostede Western Sydney Wanderers en bøde 50.000 australske dollar (235.000 kroner) samt en betinget straf på tre point, som vil hænge over klubben i 12 måneder.

16x9
Også i sidste uge var der ballade blandt Melbourne Victory-fans Foto: GettyImage / GetyyImage

Kampen mellem de to Melbourne-hold endte 2-2 foran 26.000 tilskuere.