Brøndby vinder uskøn generalprøve mod Viborg

16x9
Brøndby forsøgte sig med flere opstillinger i kampen mod Viborg. Foto: FRANDSEN FINN / POLFOTO

Brøndby og Viborg leverede en skidt omgang fodbold i sidste kamp, inden sæsonstarten i næste weekend.

På et mål af nyerhvervelsen David Boysen midt i anden halvleg vandt Brøndby søndag eftermiddag en uskøn kamp på udebane mod Viborg.

Men for både Viborg og Brøndby må den sidste træningskamp inden forårssæsonen dog være skyld i panderynker.

Begge hold leverede søndag eftermiddag en præstation på under det jævne, hvor det til tider føltes som om, at der var flere fejlafleveringer end afleveringer til en medspiller.

Her havde især Christian Nørgaard og Magnus Eriksson i visse situationer problemer. Nørgaard blev skiftet ud ved pausen og det samme blev Magnus Eriksson kort inde i anden halvleg.

De to afløsere Thomas Kahlenberg og David Boysen gjorde en bedre figur i den tid på banen de fik. Boysen leverede som beskrevet tidligere målet til 1-0, og derudover spillede den nytilkomne offensivspiller Teemu Pukki helt fri foran mål, der dog desværre missede den gode chance. 

Hos Viborg var det store lyspunkt Osama Akharraz, som især i første halvleg viste store prøver på sine tekniske evner, og gjorde samtidig livet svært for Johan Larsson på Brøndbys højre back.

Mens Larsson må forventes at starte i forsvaret, når Brøndby møder Hobro i første spillerunde efter vinterpausen, så er det fortsat et spørgsmål om hvem, der skal danne par med Daniel Agger i det centrale forsvar, efter at Martin Albrectsen blev skadet i træningskampen.

Martin Ørnskov fik chancen fra start, men til tider problemer med at føre bolden frem ad banen. I anden halvleg blev han erstattet af Jesper Juelsgaard.

Brøndby møder Hobro på søndag på hjemmebane, mens Viborg møder Nordsjælland samme dag.