Her er Barcelonas våben til at gå hele vejen i Champions League

MSN-trioen og omstillinger er ingredienserne i Barcelonas opskrift på succes i Champions League, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert.

Over artiklen kan du se et kort portræt af FC Barcelonas Lionel Messi.

Både Oxlade Chamberlain og Olivier Giroud havde mulighederne for at spænde ben for Barcelona, men i stedet løb Lionel Messi med overskrifterne efter Barcelonas 2-0-sejr over Arsenal i London.

Den første scoring blev sendt ind bag Petr Cech efter en omstilling. Bare 15 sekunder gik der fra Gerard Piqués clearing i Barcelonas eget felt, til Lionel Messi køligt sparkede det spanske mesterhold foran.

Og netop omstillinger vurderer Morten Bisgaard som Barcelonas farligste våben i klubbens jagt på sin sjette Champions League-triumf.

- Engang kendt vi Barcelona for tiki-taka og boldbesiddelse, og det kan de stadigvæk, men det er omstillinger, som de har lagt på, og som gør dem helt, ja nærmest umulige at stoppe, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert.

- Du kan ikke angribe med ret mange folk, for så bliver du bare straffet, siger Bisgaard om modstandernes tilgang til at stoppe Barcelona.

Morten Bisgaard er også af den overbevisning, at Arsenal ikke kan stille ret meget op i returopgøret på Camp Nou om tre uger – og Barcelona derfor er så godt som sikker på avancement til kvartfinalerne i den prestigefyldte klubturnering.

- Nu er det en formalitet. Nu skal de hjem og gøre arbejdet færdigt, for det er klart, at Barcelona meget sjældent taber, og de taber i øvrigt meget sjældent med to mål. Det er så godt som sikkert, siger fodboldeksperten, der også har en fidus til Barcelona som det ene hold i årets finale, der spilles i Milano.

- De står rigtig stærkt, og med mindre de får skader og nogen af nøglespillerne ryger ud, så kommer de også i finalen. De her tre, de har oppe foran (Messi, Suarez og Neymar, red.), de er bare så dygtige. Nu har de scoret 93 mål tilsammen i sæsonen. Det er helt uhørt, siger Morten Bisgaard.