Kian Hansen: Vi fik en røvfuld

FC Midtjylland tabte torsdag aften med 5-1 til Manchester United. En ren røvfuld kaldte Kian Hansen det efterfølgende.

De danske mestre fra FC Midtjylland fik store klø, da de tabte med hele 5-1 på udebane til Manchester United.

Midtjyllands midtstopper Kian Hansen var efterfølgende tydeligt skuffet over måden som ’Ulvene’ var røget ud af Europa League på.

- Vi skulle have stresset dem mere og bliver spillet langt tilbage og så fik vi en røvfuld, sagde Kian Hansen til 6’eren, efter kampen.

Hansen lavede selv et straffe som blev dømt og i en anden situation var han også meget tæt på at få dømt et i mod sig. Kian Hansen var dog blandt de bedre midtjyske spillere, men det faktum havde han ikke meget fokus på efter nederlaget.

- Jeg håber, at vi har lært meget af det her. Lige nu synes jeg ikke at det er så sjovt. Men i morgen når vi vågner, så må vi videre.

Med Europa-exiten kan FC Midtjylland nu fokusere på den hjemlige Superliga, der starter i weekenden.