Falk om tilråb: Det er uintelligent

Rasmus Falk blev mødt af tilråb fra OB’s fans, da han og klubben spillede 2-2 mod AGF.

Rasmus Falk har måttet høre meget, siden det blev officielt, at han skifter til FCK til sommer.

Flere OB-fans var allerede den gang meget utilfredse med, at Falk forlod Odense til fordel for rivalerne fra København.

Under opgøret mod AGF valgte flere af OB’s fans at buhe af Rasmus Falk, og det var den unge offensive spiller ikke tilfreds med.

- Jeg kunne godt høre, at der var nogle tilråb og det tager jeg med. Det rammer mig ikke så meget. Der er noget af det, som er forståeligt og noget af det, som er uintelligent.

- Irriterer det dig, at fansene gør det?

- Nej, jeg havde forventet, at der ville komme lidt, så det kan man ikke undgå. Dem som råber højest, er også dem, der er mest utilfredse. De har lidt svært ved at forstå situationen fra min side, og det forstår jeg godt. Det er okay.

I selve kampen mod AGF viste Rasmus Falk i glimt, hvorfor at han har været eftertragtet i flere af de bedste klubber i Superligaen. Det var dog hans holdkammerater Anders K. Jacobsen og Mathias Greve, som stjal billedet.

Anders K. Jacobsen reducerede til 2-1 og Mathias Greve gjorde det til 2-2 med tyve minutter igen, efter en flot aflevering af netop Anders K. Jacobsen.