Brian Laudrup: Eriksen vil passe godt ind i Barcelona

16x9
Christian Eriksen sprudler for Tottenham, hvor han i alt for scoret 22 mål. Foto: Lee Smith / Scanpix Denmark

Christian Eriksen har stor succes i Premier League, men ifølge Brian Laudrup vil den danske stjerne passe godt ind under lidt sydligere himmelstrøg

Christian Eriksen sprudler for mesterskabsbejlerne Tottenham i Premier League. Og Eriksens evner rækker ifølge Brian Laudrup til endnu mere. 

- I en alder af 24 år, så har han en fremragende karriere foran sig, og han er en meget interessant spiller for et hold som Barcelona. Den type spiller han er, vil passe dem godt, siger Brian Laudrup til det engelske medie Evening Standard

Mens Danmarks bedste fodboldspiller anno 2013, 2014 og 2015 har fået megen kritik, når han er trukket i den rød-hvide nationaldragt, så har historien om fynboen været anderledes positiv, når han har optrådt for Tottenham. Efter at være en del af talentfabrikken Ajax Amsterdam blev den danske landsholdsspiller tilbage i sommeren 2013 præsenteret som ny mand i den hvide Tottenham trøje. Det har været et lykkeligt skifte, som indtil videre har resulteret i 87 kampe og 22 mål i det engelske. 

- Det er tydeligt, at Eriksen er blevet en meget vigtig spiller for Tottenham og for Premier League, men måske ville han kunne opnå endnu mere i Spanien. Han har i hvert fald de tekniske evner til at gøre det, vurderer Brian Laudrup. 

Som ungdomsspiller var Christian Eriksen til prøvetræning i Barcelona, og han har tidligere i sin karriere luftet drømme om at optræde i den Catalanske storklub.