Cornelius: Vores ti mand var bedre end AGF

16x9
FCKs Andreas Cornelius mod AGFs Daniel A. Pedersen Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Andreas Cornelius er tilfreds med, at det lykkedes FC København at få point mod AGF trods en mand i undertal.

Cirka 75 minutter i undertal og alligevel endte det med et enkelt point for FC København på udebane mod AGF i en superligakamp, der sluttede uden mål.

Trods Mathias "Zanka" Jørgensens udvisning efter et kvarter lykkedes det ikke AGF at dominere kampen med en mand mere på banen, mener FCK-angriberen Andreas Cornelius.

- Det lå til AGF at skabe kampen, men jeg syntes egentlig, vi stod perfekt defensivt. Vores zoneforsvar var fuldstændig perfekt, og vi holdt dem fra chancer.

- Jeg tror også, vi havde flere chancer, end de havde, og vi var et bedre hold, selv om vi var ti mand, og det kan vi være tilfredse med, siger Cornelius.

Til gengæld ærgrer Cornelius sig over, at han ikke endte i matchvinderens rolle.

- Jeg havde to forsøg med hovedet, jeg skulle have scoret på. Ved den første blev jeg ramt, et øjeblik inden jeg skulle heade til den og kom ud af balance

- Og ved den anden headede jeg lige ned i nakken på ham. Med lidt mere held og dygtighed havde jeg puttet dem ind, siger Cornelius.

FCK-manager Ståle Solbakken var ikke imponeret af det, AGF kom med i overtalsspillet.

- Jeg er meget stolt, for det er vores tredje kamp på syv dage. Og med den udvisning kunne det være blevet en lang aften. De spillede bare lange bolde, indtil Kim Aabech kom ind, fordi han har nogle andre færdigheder.

- Jeg var meget overrasket over, at han ikke kom ind længe før, siger Solbakken, der også sendte en stikpille af sted mod AGF-bænken for protester mod Cornelius' spillestil.

- Cornelius giver og tager, og det samme gør Duncan. Den ene bænk ser ikke noget, og den anden bænk råber hver gang.

- Det er voksenfodbold, og det er sådan, det skal være. Jeg synes, dommeren klarede det rigtig godt, mener Solbakken.