Frustreret Eriksen ærgrer sig over pointtab mod Arsenal

16x9
Christian Eriksen og Tottenham smed lørdag vigtige point i topstriden i Premier League. Foto: IKIMAGES / Scanpix Denmark

Tottenham burde have holdt fast i en 2-1-føring mod Arsenals ti mand i lørdags, mener Christian Eriksen.

Christian Eriksen er bitter over, at Tottenham i lørdagens Premier League-kamp hjemme mod Arsenal smed to point i kampen om det engelske mesterskab.

Tottenham kom foran med 2-1 mod Arsenal, der var blevet reduceret til ti spillere.

Men Arsenal fik trods en mand i undertal alligevel udlignet til 2-2, og så endte det store fodboldderby i London uafgjort.

- Udvisningen blev et vendepunkt, alt ændrede sig efter den episode. Vi vidste, at vi skulle frem og angribe, mens de ville blive lidt mere tilbage og give os mere plads.

- Og det var, hvad der skete. Vi scorede måske endda for tidligt. De kom tilbage og udlignede efterfølgende.

- Men vi skabte chancer nok til at score flere mål, så det var lidt uheldigt, og jeg er meget skuffet over, at vi ikke kunne holde fast i føringen i resten af kampen, siger Eriksen til klubbens hjemmeside.

Arsenal var foran 1-0 på et mål af Aaron Ramsey, da udeholdets Francis Coquelin blev udvist ti minutter inde i anden halvleg. Det udnyttede Tottenham straks til at score to hurtige mål.

Men det var ikke nok til at snuppe sejren, for Arsenals chilenske angriber Alexis Sánchez udlignede til 2-2 efter 76 minutter.

- De fik lidt mere selvtillid, da de scorede det andet mål, for de ville tilbage i kampen, da de kom bagud 1-2. Selv med ti mand forsøgte Arsenal at angribe.

- Det forsøgte vi også, og begge hold havde små chancer, men i sidste ende var et point en lille smule skuffende. Jeg synes, vi havde fortjent mere, og vi skulle have fået mere ud af det, mener Eriksen.

Det ene point betyder, at Tottenham på andenpladsen nu er fem point efter førerholdet Leicester, som har 60 point efter 29 kampe. Arsenal har 52 point på tredjepladsen. Der resterer ni spillerunder.