Jan Bech Andersens brøler går Europa rundt

16x9
Her er det den engelske avis The Guardian, som har fundet historien fra Brøndby interessant. Foto: theguardian.com / theguardian.com

Brøndby-balladen har efter et døgns rasen i Danmark bredt sig til udlandet. Engelske og svenske medier har kastet sig over den spektakulære sag.

Jan Bech Andersen og Brøndby-kaos har ryddet hele dagsordenen i sportsverdenen i Danmark, siden det tirsdag aften kom frem, at Jan Bech Andersen under dæknavn har kritiseret blandt andet træner Thomas Frank. 

Og nu er historien ikke længere kun indenfor Danmarks grænser. Udlandske medier har samlet den absurde sag op, og rapporteret om den til deres læsere. 

Den store engelske avis The Guardian har via Reuters formidlet historien "Brøndby-træner Thomas Frank stopper efter formandens online-forum kritik".

- Brøndby-træner Thomas Frank har besluttet sig for at forlade den danske topklub, efter han blev kritiseret af formanden på et online fan-forum, imens klubbens direktør er blevet fyret, lyder det på The Guardian.

Også på mediet worldsoccer.com er historien blevet prioriteret.

 - Franks afgang kom efter det blev rapporteret, at Brøndbys største aktieindehaver, Jan Bech Andersen, havde kritiseret ham på fanforummet Sydsiden under et pseudonym ved at bruge sin søns konto, står der i artiklen.

I Sverige er vinklen, at Brøndbys svenske angriber Johan Elmander spiller en rolle i historien om Jan Bech Andersen. 

Aftonbladet skriver under overskriften "Hånede Elmander under falsk navn":

- Det er kaos i danske Brøndby. Formanden Jan Bech Andersen har under falsk navn kritiseret sin egen klub - og gået hårdt efter Johan Elmander. 

Sammen vinkel har det svenske medie Expressen.

- Totalt kaos i den danske storklub Brøndby med flere svenske spillere, står der i den svenske avis. 

Jan Bech Andersen har indrømmet sin fejl, og han har undskyldt, hvad han har gjort. Se hans undskyldning herunder: