Farvel Cruyff - og mange tak

16x9
Johan Cruyff dirigerer på midtbanen i en testimonial. Foto: TOBY MELVILLE / Scanpix Denmark

Kommentar: TV 2 SPORTs Lars Fink hylder den nu afdøde hollandske fodboldlegende Johan Cruyff, der sov stille ind torsdag.

Farvel, Johan. Og tak - mange tak.

Din alt for tidlige død sendte skygger over en ellers smuk dag. Men samtidig sendte den også mine tanker tilbage, langt tilbage, til dengang du gav mig kærligheden til fodbolden.

En kærlighed, der stadig varer ved, men som du for alvor satte ild til.

Det er lang tid siden, Johan. Det siger noget om, hvor gammel man efterhånden er blevet. Og nu er du her ikke mere, men minderne derimod, de kom væltende i går, da jeg hørte du gav slip. På en solrig dag var det både et niv i sjælen, men også en taknemmelighed over, at du gav mig nøglen til verdens smukkeste spil.

Blomster nær Johan Cruyff-statuen foran det olympiske stadion i Amsterdam.
Blomster nær Johan Cruyff-statuen foran det olympiske stadion i Amsterdam. Foto: FRANCK FIFE / Scanpix Denmark

Det var VM i 1974 i Vesttyskland. Det var dengang, min far skyndte sig at købe et farvefjernsyn, fordi vi skulle se Sverige mod Franz Beckenbauer og VM-værterne i farver. Det blev et brag af en kamp i et vanvittigt regnvejr på Rheinstadion i Düsseldorf, som tyskerne vandt med 4-2.

Men det blev ikke de svenske underdogs med Ralf Edström og Ronnie Hellström der fangede mig. Heller ikke et tysk mandskab anført af kejseren over dem alle, Franz Beckenbauer og hans væbnere fra elegante Overath til effektive Gerd Müller.

Nej, det var dig Johan. Dit elegante løb med bolden. Dine besnærende driblinger. Din skarpe vending med bold, så skarp at den kunne udføres på en af min mormors hæklede dækservietter mens modstanderen rundtosset ville falde ned af spisebordet.

Det var at spil, som man ellers ikke så i et Danmark, hvor det eneste fodbold i tv var et landshold så gråt, at det faldt i et med ståpladserne på Hockeybanen i Idrætsparken. Fodbold så dansk som upyntet leverpostej.

Men så kom du, Johan. Og det var ikke bare en fodbold med verdenssyn og udansk elegance. Det var så meget mere. Det var så befriende anderledes.

For du var ikke bare en fodboldspiller. Du bar så meget mere ind på banen. Du spillede dit spil på grænsen til det arrogante, så fjernt fra min verden i et villakvarter på Sydfyn, hvor det handlede mere om ikke at stikke ud end at folde sig ud.

Du foldede dig ud, Johan. Du spillede din fodbold med hagen oppe, som en mand, der havde noget på hjerte. Som en filosof, der med ydersiden skrev linjer i græsset, der satte fundamentale spørgsmålstegn ved måden fodbolden havde været spillet på.

Og så gjorde du det hele i den orange trøje med nummer 14 på ryggen.

Hvor flabet kunne man være, Johan? Kaiser Franz gik på banen med nummer 5 på ryggen. Rivellino bar nummer 10 og Luigi Riva havde nummer 11.

Men dig, Johan du viste med et simpelt træk, at du ikke kunne sættes i bås. Du var ud af boksen i en verden, hvor et fodboldhold startede med målmanden i trøje nummer 1 og sluttede med venstre wing i trøje nummer 11.
Rammer af den slags var ikke lige dig. Dem kastede du af dig, mens du kastede Holland ind på verdensscenen med en fodboldrevolution. Totalfodbolden.

Og endda på romantisk vis med en tro væbner, der kunne gøre det arbejde, der ville være alt for beskidt til dig. Filosoffer skal ikke gøre rent. Slet ikke på midtbanen.

Din væbner var også en Johan, men en Neeskens. En jernmand. En fodsoldat af de slags, der fik romantiske drengedrømme til at formes. Og selvfølgelig spillede Johan den anden med nummer 13. 13 og 14 - to tal, der hører sammen. Ikke som Don Quijote og Sancho Panza. Nej, de hører sammen som helte på drengeværelset. Som den stolte indianerhøvding Winnetou og hans blodbror, blegansigtet Old Shatterhand. Samhørighed af den slags, der fik brystet til at svulme hos knægte med Jan-bøger i reolen og drømme om evige venskaber.

Tysklands Franz Beckenbauer i duel med hollandske Johan Cruyff under VM-finalen den 7. juli 1974.
Tysklands Franz Beckenbauer i duel med hollandske Johan Cruyff under VM-finalen den 7. juli 1974. Foto: STAFF / Scanpix Denmark

Desværre gik du og Holland ikke hele vejen. På en campingplads i Harzen omgivet af tyskere i jubelrus, faldt mit korthus sammen. I tabte finalen til Vesttyskland med 2-1.

Der stod jeg i en propfyldt tv-stue. Syv år gammel, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Fordi skønheden tabte den søndag i juli på Olympiastadion i München. Fordi eneren og nytænkeren tabte til de gamle systemer. Men især fordi du tabte, Johan.

Du vandt dog hos mig. Du gav mig for alvor fodbolden med ud i fremtiden. Og jeg tog dig med. Ind på mit værelse, hvor mine bare skråvægge blev et alter. Med dig på den centrale plads. Knælende i din Barcelona-trøje. Med din venstre hånd nonchalant placeret på en sort-hvid bold. På håndleddet en sølvkæde, hvor dit navn stod gravet. På den plakat, jeg havde fået lokket ud af indehaveren af den sportsforretning på gågaden, der havde haft den hængende i vinduet.

Min lykke var gjort, da min far og mor efter en charterferie på Costa Brava havde en Barcelona-trøje med hjem magen til din. Og der var også en vimpel med hele mesterholdet fra 1974. Dit ansigt var der, Johan. Og selvfølgelig også Neeskens'.

Johan Cruyff, Hugo Sotil og Johan Neeskens før en kamp på Nou Camp i Barcelona den 1. august 1974.
Johan Cruyff, Hugo Sotil og Johan Neeskens før en kamp på Nou Camp i Barcelona den 1. august 1974. Foto: STF / Scanpix Denmark

Du var frelseren på Camp Nou. Manden der hentede mesterskabet til Catalonien for første gang i 14 år. Som en knytnæve i ansigtet på ikke bare Real Madrid, men på General Franco og hele det forskruede politiske system.

Selvfølgelig spillede du i Catalonien og ikke i Madrid. For du var poesi på banen. Og store digtere trives ikke med militærdiktaturer, men mod undertrykkelsen. Du var en Hemingway på græs - klokkerne ringede for dig.
Men du forsvandt, Johan. Jeg blev ikke Barcelona-fan, for jeg var fan af dig. Og selvom jeg fulgte dig på lang afstand i en tid, hvor international fodbold i højere grad, var noget man læste om, end noget man så, så forduftede du i takt med din karriere gik på hæld.

Du forsvandt heldigvis aldrig helt. Du var der altid med meninger og med modet til at føre dem ud i livet, da du satte handling bag dine visioner som manden bag det eminente Barcelona-mandskab med Laudrup, Romario og Koeman.

Og så alligevel. I går forsvandt du. For alvor.

Men du vil altid være en del af mig, En del af min historie. Og jeg ved det helt sikkert i underbevidstheden, hver gang jeg sparker til læderbolden, når vi gamle tykke mænd samles to gange om ugen og træner ude i klubben. Den glæde, var du med til at give mig.

Og jeg ved det med sikkerhed, når turneringen starter om to uger, og jeg står på hovedet i tasken med de hvide trøjer og sorte bukser, for at finde trøjen med mit nummer. Nummer 14.

Tak, Johan. Mange tak.