Sæsonen slut for Leon Andreasen

16x9
Leon Andreasens sæson er slut Foto: PATRIK STOLLARZ / Scanpix Denmark

Hannover 96 ligner en nedrykker fra Bundesligaen. Leon Andreasen er dog klar til en tørn i den næstbedste række.

I dette forår kæmper Hannover 96 en indædt kamp for at undgå nedrykning. Den kamp har indtil nu været uden danske Leon Andreasen på banen. Og sæsonens sidste kampe bliver også uden den arbejdsomme dansker i truppen.

- Min sæson er slut. Mit mål er, igen at være fit til næste sæson, fortæller den tidligere AGF’er til den store, tyske avis, Bild.

Siden 2009 har Leon Andreasen været en fast bestanddel af Bundesliga-truppen i Hannover 96. Og det vil han blive ved med at være. Også selv om klubben skulle rykke ned i den næstbedste række.

- Hvis vi rykker ned, har jeg overhovedet intet problem med at spille i 2. liga. Jeg har signaleret, at jeg gerne vil arbejde videre med Hannover. 96 er mit hjem.

- Jeg er sikker på, at vi finder en løsning, siger midtbanespilleren, der seneste var udtaget til landsholdet til efterårets play-off-kampe mod Sverige, hvor han dog måtte melde forfald på grund af en skade.

Lige nu døjer Andreasen dog med en skadet ankel. Siden en træningskamp i opstarten i januar har den fandenivoldske midtbanespiller altså ikke spillet fodbold. I sidste uge blev han så opereret.

- Jeg har aldrig vrikket så meget om, og har aldrig følt så meget smerte. Nu er jeg glad for, at operationen er forløbet godt. Lægerne var tilfredse, forklarer han.

Hannover 96 ligger håbløst sidst i Bundesligaen med 17 point - med 10 point op til redning.  Der resterer syv kampe i Bundesligaen.