Real Madrid bekræfter Ronaldo-skade: Kan misse nøglekampe

16x9
Midt i en tæt kamp om den spanske titel må Real Madrid nu undvære Cristiano Ronaldo Foto: JuanJo Martin / Scanpix Denmark

Cristiano Ronaldo har pådraget sig en muskelskade, men det er uvist, hvor længe den gør ham ukampdygtig.

Den spanske storklub Real Madrid risikerer at skulle undvære superstjernen Cristiano Ronaldo i de kommende kampe.

Fredag meddeler klubben på sin hjemmeside, at portugiseren har pådraget sig en muskelskade i højre baglår.

Men klubben melder ikke en tidsprognose ud på skaden, som Ronaldo pådrog sig i onsdagens kamp mod Villarreal.

Dog slår klubbens træner Zinedine Zidane fast, at Ronaldo ikke spiller i weekenden.

- Vi har fået foretaget scanninger, og Ronaldo er ikke alvorligt skadet, men han kan ikke spille i morgen. Vi ser, hvad der sker før kampen mod City.

- At spille Ronaldo i morgen ville være en stor risiko. Han ved, at vores mål er at få ham klar til på tirsdag.

Real Madrid skal i aktion næste gang lørdag på udebane mod Rayo Vallecano, og det må formodes, at Ronaldo er yderst tvivlsom til denne kamp, hvis ikke han er definitivt ude.

Kongeklubben fra Madrid går ind til en vital måned, der i maj kan resultere i flere titler.

I Champions League er klubben klar til semifinalen mod Manchester City. I den spanske liga er Real Madrid blot et point efter nummer et, FC Barcelona, med fire spillerunder tilbage.

Cristiano Ronaldo er den mest scorende i den spanske liga i denne sæson med foreløbigt 31 træffere. Derudover har han lagt op til 11 mål.