Viborg-profil korsbåndskadet

16x9
Akharraz i aktion for Viborg FF mod SønderjyskE tidligere på sæsonen Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Osama Akharraz har både revet korsbåndet og ledbåndet over i knæet og er ude i et år.

Viborg-spilleren Osama Akharraz kommer ikke på banen igen i denne sæson.

I seneste runde mod OB blev Osama Akharraz udskiftet med en knæskade, og den første scanning viste, at offensivspilleren har overrevet sit ledbånd i det højre knæ.

Nu har en MR-scanning desværre også bekræftet, at det forreste korsbånd i knæet ligeledes er revet over. Det skriver Viborg FF på sin hjemmeside.

Dermed er der udsigt til en længere pause for den offensive profil.

25-årige Osama Akharraz,der tidligere har optrådt for Brøndby, FC Vestsjælland og AGF i Superligaen, nåede 16 Superliga-kampe og tre mål i denne sæson i den grønne trøje.