Svensk offensivspiller forlader AaB ved kontraktudløb

16x9
Aabs Rasmus Jönsson i kamp mod Esbjergs Marco Lund. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Rasmus Jönsson har lyst til at prøve noget andet, og derfor forlader han AaB ved kontraktudløb.

Fodboldspilleren Rasmus Jönsson er fortid i AaB, meddeler den nordjyske klub på sin hjemmeside.

Den svenske offensivspiller kom til AaB for tre år siden fra Wolfsburg, først på en lejeaftale, der senere blev konverteret til en fast kontrakt.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set Rasmus fortsætte i AaB, hvorfor vi også i månedsvis har forsøgt at få en ny aftale på plads, siger sportsdirektør Allan Gaarde til AaB's hjemmeside.

- Rasmus har imidlertid valgt at søge nye udfordringer, hvilket vi naturligvis respekterer, og Rasmus ønskes al mulig held og lykke i sin fortsatte karriere.

- Vi har på forkant sikret os tilgang fra Marco Meilinger fra den kommende sæson, men det er klart, at Rasmus' afgang betyder, at vi stadig vil være aktive på spillermarkedet i vores arbejde med at opbygge et nyt og konkurrencedygtigt hold, siger han.

Rasmus Jönsson var i sin første sæson i AaB med til at sikre nordjyderne DM-guld og sejr i pokalturneringen.

- AaB har været med til at kickstarte min karriere, og særligt vil jeg huske tilbage på vores mesterskab og pokalsejr i 2014.

- Nogle gange har man bare brug for en ny udfordring, og her føler jeg, at tiden er den rette for mig til at prøve noget nyt, siger svenskeren.

Rasmus Jönsson spillede 72 kampe og lavede 12 mål for AaB.