Morten Olsen afviste tilbud fra Champions League-klub

16x9
Morten Olsen optaget i Fodboldens Hall of Fame. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Den tidligere danske landstræner, Morten Olsen, har sagt nej til et job som træner i den belgiske klub Anderlecht.

Det er næsten otte måneder siden, at Morten Olsen stoppede som dansk landstræner. Ligeså lang tid er der gået uden nyt om, hvorvidt Olsens trænerkarriere skal forsætte.

Men selvom Morten Olsen endnu ikke har sat sin underskrift nogen steder, så har der været bud efter ham.

Ifølge BT bekræfter den tidligere landstræner, at han har afvist et tilbud fra klubben Anderlecht, der sluttede som nummer to i den belgiske række, og som derfor skal ud spille Champions League-kvalifikation i næste sæson. 

En klub, som Morten Olsen har spillet i fra 1980 til 1986. 

- Jeg bor forholdsvis tæt på, men det var en svær beslutning. Det er en klub, jeg er tæt på, og en klub, hvor jeg har haft nogle gode år. Men det er et valg, du træffer. Og det var et svært valg, må jeg indrømme, siger Morten Olsen til BT

66-årige Morten Olsen var dansk landstræner i 16 år, og skal han igen stå på sidelinjen og dirigere, så skal der komme et særdeles godt tilbud. 

- Som jeg hele tiden har sagt, skal det være noget ekstraordinært. Jeg har også sagt nej til noget, som måske egentlig var godt. Lige p.t. er det i den retning, det går. Det er den følelse, siger Olsen til BT.