Brækfornemmelsen kom igen: Fodbolden tabte i Marseille

Der er vindere og tabere i fodbold. Indtil nu er det dog fodbolden som har tabt.

Det var sygelige scener der udspandt sig. Overfald så rå og afstumpede, at virkeligheden overhalede fiktionen. Hooligan-ansigtet, når det er grimmest. Det flød med blod i den sydfranske havneby indhyllet i tåregas. Den samme bræk-fornemmelse som i 1998, da England mødte Tunesien. Den forudsigelige krudttønde med den korte lunte.

Denne lørdag kom den foreløbige kulmination, da russere på Stade Velodrome forcerede et afsnit og angreb engelske tilskuere. Nu var det ikke længere nok med gadekampene i Marseille, nu var det ført ind på fodboldens hjemmebane.

Det gav flashback til lignende episoder, da hooliganismen var på sit højeste og hæsligste. Jeg var selv til stede, da tragedien udspillede sig på Heysel i Bruxelles 1985, hvor 39 mistede livet før mesterfinalen mellem Liverpool og Juventus. 

Her, som der, kom indgrebet først sent fra politi og sikkerhedsfolk. Det virkede som om fokus og koncentration på terrortrusler gjorde blind. 

Alle englændere bøder for hooligan-problemerne

Jeg kan huske efter episoderne i Marseilles sommeren 1998 - og senere, da England mødte Colombia oppe i det nordlige Lens - der snakkede jeg med en engelsk kollega fra The Guardian. Han var i mediecentret blevet mødt af en mand, der spurgte ham: Du er englænder, ik’? Hvad er det der foregår?

Min engelske ven mærkede et sus i maven: “Ja, jeg er englænder. Men hvorfor skal jeg stå til regnskab for disse sygelige voldsmænd? Hvad er det jeg kan svare på, på deres vegne? Det rammer alle os englændere, for folk udefra sætter os i en fælles bås. Når jeg møder andre mennesker ovenpå den slags hooliganisme, så sige de bare - englændere”.

Natten igennem var der sammenstød mellem hooligans og politi i Marseille.
Natten igennem var der sammenstød mellem hooligans og politi i Marseille. Foto: JEAN-PAUL PELISSIER / Scanpix Denmark

De engelske hooligans skal ikke forsvares, men der er tydeligvis også provokationer mod dem fra, som i Marseille, russere - og de lokale voldsmænd, som der er mange af i netop den sydfranske by. Men som den tidligere engelske storspiller og nuværende TV-vært Gary Lineker skrev på Twitter:

“You can talk about police provocation, or other fans causing trouble, but it only seems to happen, where the english go” .

Bare det ikke går galt igen

Englænderne skal til Lens (!) på torsdag og møde Wales. Waliserne har sammen med Irland en fanskare, der kommer for at synge, drikke lidt pints, synge lidt mere og drikke lidt flere pints. Eller som det franske sportsblad “L’Equipe” skrev: waliserne er mange, lidt urolige, måske lidt støjende - men fredelige. De holder deres ølkrus bedre end alle andre”.

I England kategoriseres kampe som “highrisk”, hvis der er ballade i luften. Og så bliver de spillet i dagslys. På forhånd var det ventet med en konfrontation mellem russiske og engelske ballademagere eller rettere voldsmænd. UEFA flyttede ikke. Og det var måske heller ikke gået meget anerledes. For slagsmålene fandt også et klimaks i dagslys i gaderne. Men alarmberedskabet blev i mørket på Stade Velodrome - alt for længe.

Lad os håbe det bliver fredeligt i Lens torsdag. Fodbolden kan ikke tåle flere nederlag.