Ekspert revser UEFA efter forfærdelig hooligan-vold

Engelske og russiske hooligans har i flere dage ligget i direkte slagsmål med hinanden. UEFA bærer en stor del af skylden, mener en ekspert.

Slagsmål mellem engelske og russiske fangrupperinger har de seneste dage hængt som en sort sky over EM-festen i Frankrig.

Følg EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Især i timerne op til, under og efter lørdagens kamp mellem England og Rusland var Marseilles gader præget af voldsom uro, hvor fransk politi blandt andet brugte tåregas for at skille parterne fra hinanden.

Trods flere år uden den store ballade har engelske fans et dårligt ry, når det kommer til hooliganisme, og derfor begik Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, en stor fejl, da det valgte at placere en England-kamp i Frankrigs næststørste by.

- Marseille er en meget, meget voldsom og hård by med masser af bander, hvor mange af de unge mennesker rigtig gerne vil have fat i englænderne. Tilbage i 1998 var der jo det, der hed "The Battle of Marseille", hvor det var tre dage - ligesom det her - de sloges. Så det er den første fejl, man (UEFA, red.) har begået, siger Tom Carstensen, der er redaktør på Tribunen.com og forfatter til bogen "Hooligan - de danske broderskaber".

- Der har ikke været så meget ballade i en del år, fordi englænderne faktisk har holdt sig i skindet. Der har stort set ikke været engelske anholdelser ved de seneste tre slutrunder, men så er de kommet herned (Marseille, red.), hvor det de første dage var franskmændene, og så kom russerne til, og russerne har nogle rigtig voldsomme grupper både fra Moskva-klubberne, men også fra andre steder. Så det er ikke så overraskende, når de (England og Rusland, red.) hold skal mødes der.

Kamptidspunkt ikke afgørende

De voldsomme scener i Marseille har skabt debat om, hvorvidt det var rigtigt af UEFA at fastsætte kamptidspunktet til kl. 21, men den sene kampstart anser Tom Carstensen ikke som hovedårsagen til optøjerne.

- Dem, der virkelig vil slås, de er altså ligeglade med, om det er kl. 15 eller kl. 21. Det kan da godt være, at dem, der ikke nødvendigvis ville det, blev revet med - og der er måske en større risiko for, at de gør det kl. 21, hvor der måske er kommet lidt mere indenbords, siger han og retter derefter også kritik mod det franske politi.

- De har håndteret det ret hårdt. De er gået meget ind og har skudt tåregas til højre og venstre. Det, man måske skulle have gjort, var at have delt byen op i to og sørget for, at folk ikke kunne gå igennem, siger Carstensen.

Folk flygter, efter fransk politi bruger tåregas for at få adskilt de engelske og russiske uromagere.
Folk flygter, efter fransk politi bruger tåregas for at få adskilt de engelske og russiske uromagere. Foto: TOLGA BOZOGLU / Scanpix Denmark

- Det er svært, når det er så mange mennesker, vi har med at gøre, men når jeg hører historier om, at 200 russiske hooligans får lov til at angribe med sten og flasker - det hørte jeg fra en englænder, der er dernede - hvorefter politiet løber imellem og vender sig om og skyder tåregassen ind blandt englænderne, så virker det som om, at der måske er lidt forvirring i politikorpset.

- De (politiet, red.) bliver også kritiseret af flere britiske forskere, der er i Frankrig og holder øje med det. De (politiet, red.) bruger nogle andre værktøjer, end vi gør i Nordeuropa. De bruger meget tåregas, og det er et lidt rodet våben at bruge. Det er det sidste, man bruger i Danmark, fordi det rammer alle og skaber kaotiske tilstande, hvor man i virkeligheden skal gøre nogle andre ting, men det har de så ikke gjort.

Rusland har et problem

De seneste voldsomme tilfælde med engelske hooligans fandt sted ved VM i 1998 og to år senere ved EM i Holland/Belgien, hvor belgierne endte med at sende flere hundrede personer hjem over kanalen, fordi de gik amok.

Det fik myndighederne i England til at oprette en karantæneordning under navnet "Banning Order", der forhindrer registrerede personer i at forlade landet, når der er slutrunde. Sådan et system eksisterer ikke Rusland, men det burde det nok ifølge Tom Carstensen.

- Russerne har altså et kæmpe problem. Det så man også ved EM i Polen og Ukraine for fire år siden, hvor der var meget ballade med russiske fans, og det er ikke mit indtryk, at de russiske myndigheder har styr på det på samme måde som englænderne. Så der er kommet en stor gruppe derfra (Rusland, red.), og det er også klart mit indtryk, at det er dem, der har været den mest aggressive part i de seneste par dage, siger eksperten i hooliganisme, der håber at have set det værste ved slutrunden i Frankrig.

- Vi har den fordel, at englænderne ikke skal spille flere kampe i Marseille. Det er et godt sted at begynde, og de skal så møde Wales. Jeg tror ikke, at det går helt amok. Det ser jeg ikke ske på samme måde som her, siger Tom Carstensen.

- Der er nogle andre hold, vi også skal holde øje med. Polen, Rusland, Ukraine og tyskerne har også en gang imellem nogle grupper, der kan finde på at lave ballade, men jeg tror og håber, at det her (i Marseille, red.) var det værste.

Herunder kan du se og høre Englands målmand Joe Hart bede de engelske tilskuere om at blive i sikkerhed på stadionet.

Englands næste kamp ved EM i Frankrig er mod Wales. Den kamp spilles i Lens på torsdag kl. 15 og kan ses direkte på TV 2. Dagen inden mødes Rusland og Slovakiet i Lille. Den kamp kan også ses direkte på TV 2.