OL-holdet udtaget: Her er de 18 spillere

Lasse Vibe og Yussuf Poulsen er de største navne i Niels Frederiksens trup til OL i Rio de Janeiro.

A-landsholdsspilleren Lasse Vibe er en af overraskelserne i den trup, som U21-landstræner Niels Frederiksen har udtaget til OL i Rio de Janeiro.

29-årige Vibe er udtaget som én af de tre tilladte "for gamle" spillere, hvilket vil sige folk født før 1. januar 1993.

De to øvrige er Lyngbys Emil Larsen og en anden overraskelse - landsholdsdebutanten Eddi Gomes.

18-mands-truppen rummer 11 spillere fra den hjemlige liga og syv mand fra udlandet.

Det har været en knudret proces at sammensætte et slagkraftigt mandskab. OL er nemlig ikke en del af den internationale fodboldkalender, og derfor er klubberne ikke forpligtet til at give spillere fri. 

- Vi har ikke haft alle spillere til rådighed - og her til sidst har vi fået afbud fra spillere som Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer og Lucas Andersen, som egentlig havde fået lov, men nu har skiftet klub.

- Det er ærgerligt - men vi har kendt risikoen hele tiden, siger Niels Frederiksen i en pressemeddelelse. 

Lasse Vigen Christensen er endnu ikke endegyldigt frigivet af sin klub, Fulham, men landstræneren satser på, at den sag går i orden. 

Danmark åbner OL-gruppespillet 4. august mod Irak. Derefter venter kampe mod Sydafrika og Brasilien.

Danmarks OL-landshold i fodbold