Dispensation skal få dansk stortalent til OL

Niels Frederiksen tager 17-årige Jacob Bruun Larsen med på OL-holdet - hvis han får lov af FIFA.

Jacob Bruun Larsen er et af de mest spændende talenter i dansk fodbold. Måske er han også snart OL-deltager.

Den 17-årige midtbanespiller er nemlig OL-landstræner Niels Frederiksens førstevalg til den plads, der lige nu står ledig efter afbuddene fra Uffe Bech og Yussuf Poulsen.

Hvis det går igennem, så udtager vi ham. Men vi har ikke fået svar fra FIFA endnu

I første omgang er reserven Jacob Barrett fra OB blevet udtaget som den ene erstatning, men de øvrige tre af de fire reserver er mere defensive spillere, og derfor ønsker Niels Frederiksen at udtage den 17-årige Dortmund-spiller Jacob Bruun Larsen. Hvis han kan få dispensation af FIFA til at udtage en spiller, der ikke står blandt de fire officielle reserver.

- Vi har sendt en dispensations-ansøgning til FIFA, hvor vi prøver at få ham ind i truppen på en dispensation. Hvis det går igennem, så udtager vi ham. Men vi har ikke fået svar fra FIFA endnu, så vi må lige afvente en endelig melding fra dem, siger Niels Frederiksen til TV 2 SPORT.

En anden melding går på, at det burde være en formssag, men før den er hjemme, tør DBU ikke udtage Jacob Bruun Larsen. På hans klub Dortmunds hjemmeside tør de imidlertid godt konstatere, at den unge dansker skal til OL og derfor ikke kommer med i en stor U19-turnering i begyndelsen af august.

Tilbage står endnu et spørgsmålstegn ved den danske 18-mandstrup, idet Lasse Vigen Christensen - ligesom i tilfældet med Yussuf Poulsen - ikke endegyldigt har fået fri af sin klub.

- Jeg regner med, at vi får et endeligt svar fra klubben i løbet af en dag eller to. Selvfølgelig håber jeg ikke på flere afbud, men det tror jeg heller ikke, vi får, siger Niels Frederiksen, der efter afbuddene fra Bech og Poulsen har samme målsætning som inden.

- Jeg er rigtig fint tilfreds med den trup, vi har, og vores målsætning er uændret i forhold til avancement fra gruppespillet. Og det tror vi stadig på.

- I kvartfinalen kan vi møde Sverige, Japan, Colombia eller Nigeria, og dem kan vi også godt slå. Så kan vi jo stå i en semifinale, og så må vi jo se, hvad der sker derfra, siger han.

Danmark er i gruppe med værterne Brasilien med bl.a. Barcelona-stjernen Neymar på holdet, samt Irak og Sydafrika ved OL, der for Danmarks vedkommende begynder 4. august, torsdag i næste uge.

Jacob Bruun Larsen i duel med Manchester United-spilleren Adnan Januzaj i en træningskamp i Kina i sidste uge.
Jacob Bruun Larsen i duel med Manchester United-spilleren Adnan Januzaj i en træningskamp i Kina i sidste uge. Foto: WANG ZHAO / Scanpix Denmark