Den danske landsholdslegende Henning Enoksen er død

Den tidligere danske landsholdsspiller Henning Enoksen er død 80 år gammel.

Efter længere tids sygdom er den tidligere danske landsholdsspiller Henning Enoksen død søndag aften 80 år gammel. Det fortæller hans søn Hans-Henrik Enoksen til TV 2 SPORT.

Henning Enoksen dannede angrebspar med Harald Nielsen, også kendt som Guld-Harald, på det danske landshold, der vandt OL-sølv i Rom tilbage i 1960.

De to spillere scorede begge i OL-semifinalen mod Ungarn, hvor Henning Enoksen sendte kampens sidste mål ind, som du kan se i videoen over artiklen.

Han blev kendt for sit giftige venstreben, og i landsholdsregi nåede han at score 29 mål i 54 kampe, hvilket placerer ham som nummer syv på listen over flest mål nogensinde i landsholdstrøjen.

Den tidligere landsholdsspiller ville være fyldt 81 år i dag, og han har en fortid i blandt andet AGF og Vejle, hvor han i 247 kampe scorede 194 mål.  Han var desuden med til at vinde DM-guld for Vejle Boldklub i 1958.

Enoksen stoppede sin professionelle karriere i 1967 og fortsatte efterfølgende sit arbejde hos DBU, hvor han var med til at sætte nye standarder for træneruddannelsen i sit virke som formand for træner- og uddannelsesudvalget.

Den tidligere landsholdsangriber blev for ti år siden ramt af knoglekræft i skinnebenet, så han senere hen måtte have sit venstre ben amputeret. For få år tilbage fik han konstateret demens, og søndag aften sov han ind på et plejehjem.

Henning Enoksen efterlader sig konen Vibeke samt de tre børn Hans-Henrik, Dorte og Anne-Mette. Han skal begraves fra Grenaa Kirke tirsdag den 4. oktober.