Danmark er bare ikke bedre

16x9
Christian Eriksen i græsset under kampen mod Montenegro, som blev tabt med 0-1 hjemme i Parken. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

KOMMENTAR: Er det danske landshold overhovedet gearet til at spille poleret og smuk fodbold? Og er tre mand i forsvaret for risikabelt?

Ny start og nye spillere. Stort potentiale og mange talenter. Hele Danmark har ventet på et landshold med gå på mod, tro på egne evner og åbenhed overfor fansene. Et hold, der får os alle til at føle os som en fælles nation, når det danske fodboldlandshold skal spille.

Alle tre ting har holdet levet rigtig godt op til under Åge Hareide.

Spillerne har vist selvtillid til landsholdsamlingerne, og mange af dem har succes i deres respektive klubber. De er vokset op med sociale medier, der viser alt fra fodboldlivet til privaten. De rækker ud med armene til den danske befolkning, og lader os kende dem som andet end den kedelige spiller med standard-svar.

Målet er, at vi igen kan samles om fodbolden. Hjemme foran skærmen eller på stadion. Men er vores forventninger til landsholdet, og ikke mindst landsholdets forventninger til sig selv, i virkeligheden alt for høje?

Tydelige problemer

Vi har set i de to foregående kampe, at det danske landshold har svært ved at komme igennem et kompakt forsvar, når altså modstanderen har lidt mere kvalitet end Luxembourg. Du kan kalde det 3-5-2, 4-4-2 eller 4-3-3. Faktum er, at landsholdet lige nu ikke kan spille den flotte og kombinerende fodbold, der skal til for at vinde.

...eller også skal holdet bruge en mere simpel metode og tage den fra kamp til spil, som man kalder det i fodboldsprog, altså slås først og så kommer det gode spil senere.

Kasper Lorentzen, fodboldekspert TV 2 SPORT

Så er spørgsmålet så, om der skal ændres stil, eller om vi skal være tålmodige som nation og vente på, at de her drenge bliver spillet bedre sammen som landshold, og får lidt mere rutine ude i det store Europa.

Hvis vi igen ser på de to foregående kampe, som har givet os nul point, så har vi skabt chancer og muligheder, når vi har spillet mere simpelt og direkte med to store angribere, som kan fylde feltet ud og tage kampen op med modstandernes forsvar. Ikke nødvendigvis klodsede angribere, som kun kan slås, men angribere med fysik, som også kan spille med bolden.

Ikke primitivt, men direkte

Der er ingen tvivl om, at det ville blive modtaget negativt i Parken, hvis landsholdet kun stillede sig ned for at forsvare med håbet om enkelte løse muligheder i modstanderens ende.

Måske skal Åge Hareide overveje at spille mere direkte og mindre poleret, mener Kasper Lorentzen.
Måske skal Åge Hareide overveje at spille mere direkte og mindre poleret, mener Kasper Lorentzen. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Men hvad nu hvis vi fra start lagde ud med at spille lidt mere simpel fodbold med to angribere, der gjorde det svært for modstanderne i deres eget felt, og som kunne skabe de samme muligheder som dem vi gør til sidst i kampene? Hvis vi var lidt mere direkte fra starten, og tog de slåskampe, der måtte komme inde i feltet - og som kan skabe målchancer?

Det ville skabe mere plads til de andre spillere, da holdet ikke bliver så nemt at læse, som når det kun angriber over kanterne eller forsøger at kombinere sig flot igennem på midten af banen. De løse muligheder kan også give hele holdet en tro, som gør, at de får mere selvtillid og tro på tingene. Og ikke mindst får publikum med sig fra start af.

Det er ikke nemt at spille smukt

Vi kan også fortsætte med at spille som vi gør, men så kræver det tålmodighed hos de danske fans, da vi ikke er bedre lige nu, end de to foregående resultater viser.

Vi vil rigtig gerne vinde og spille god fodbold samtidig, men hvis vi skal se et landshold spille poleret fodbold, så kræver det mere tid sammen. Den tid som man har ude i klubberne, hvor der hver dag arbejdes på systemer, skabeloner og opspilssituationer, der kan åbne modstanderens forsvar.

Med det hårde kampprogram landsholdspillerne har i deres klubber, og den korte tid de er samlet i landsholdslejren, så er det svært at få kørt ind på rygraden, hvordan vi som landshold skal åbne modstanderens kompakte forsvar og derved vinde kampe.

Spillerne er godt klar over, hvordan landsholdet skal spille, men de har ikke gjort det nok gange til at føle det, som Morten Olsen ville kalde 'automatismer'. Derfor skal vi enten have tålmodighed med det her landshold, fordi det har så stort et potentiale og stadig er ungt, eller også skal det bruge en mere simpel metode og tage den fra kamp til spil, som man kalder det i fodboldsprog, altså slås først og så kommer det gode spil senere.

Gode nok til 3-5-2?

Jeg er selv tilhænger af flot fodbold, og elsker og nyder at se på det. Men lige nu er landsholdet ikke godt nok til at spille sig igennem modstandere med et kompakt forsvar - når modstanderen har bare en smule kvalitet. Så skal vi til VM i Rusland, skal vi nok rette fokusset mod noget mere simpelt fra starten af kampen. Især når vi spiller i Parken hvor modstanderne ofte pakker sig ned og lurer på at slå kontra.

Skal vi se på talkombinationerne, 3-5-2 og alle de andre formationer, så må vi også erkende, set ud fra de her to ærgerlige kampe, at tre mand i forsvaret giver mere usikkerhed end sikkerhed. De to wingbacks virker efterladt helt alene i det offensive, og så skal der virkelig gode driblepræstationer til for at skabe chancer, som vi ser Peter Ankersen gøre det to gange i første halvleg mod Montenegro. Eller også bliver bolden spillet bagud igen...

Så hvis man kigger på vores tre-mandsforsvar, så er det noget som bør tages kraftigt op til overvejelse. Er vi gode nok til at forsvare os på den måde?

Min pointe er, at enten skal fodbold-Danmark væbne sig med en god portion tålmodighed, indtil det her hold er meget mere sammenspillet, eller også skal vi starte ud med at være mere direkte og kyniske, og derefter bygge på i spillet. Jeg mener, at det her hold har et stort potentiale til at blive rigtig dygtigt på lang sigt, men skal resultaterne i hus nu og her, og skal det danske fodboldlandshold ud og vinde danskernes hjerter, så kræver det en lille ændring i spillestilen fra starten af kampen.

Det er ingen revolution, der er brug for. Måske blot en eller to anderledes type spillere på et par forskellige positioner.