Erik Rasmussen i kæmpe satsning: Mit eftermæle er på spil

Erik Rasmussen er ny mand i spidsen for det sportslige udvalg i Vendsyssel FF. Han skal være med til at sikre oprykning til Superligaen.

Efter fem år med et projekt i afrikansk fodbold er Erik Rasmussen nu vendt hjem til Danmark og til dansk fodbold igen.

Han er ny mand i toppen af Vendsyssels FF’s sportslige udvalg og en helt klar målsætning. Den nordjyske klub skal op i Superligaen indenfor de kommende år.

Vigtigt for klubben, men også vigtigt for Erik Rasmussen.

- Sidst jeg var i dansk fodbold, der endte det med en nedrykning til AGF, så jeg har noget på spil, forklarer Erik Rasmussen TV 2 SPORT.

- Jeg vil gerne sikre mig et bedre eftermæle end det, siger han på en kold men flot dag på Vendsyssel FF’s træningsbane i Vrå i Nordjylland.

De seneste år har Erik Rasmussen været konsulent for et fodboldprojekt i Sierra Leone i det vestlige Afrika. I Vendsyssel vil han gerne udnytte den viden, han har fået om de unge afrikanske spillere.

- Målet er at hente nogle af de bedste unge afrikanske spillere herop. Jeg tror på, at det vil kunne give holdet en masse.

Forstærkninger, der er velkomne i den nordjyske klub. Træner Joakim Mattsson glæder sig til samarbejdet med Erik Rasmussen, men han understreger, at en ny sportslig leder ikke gør det alene.

- Vores trup er lidt smal, så jeg kunne godt tænke mig et par spillere mere i januar, men jeg tror på, at det er det lange, seje træk, der gør, at vi kan komme i Superligaen. Ikke én mand i spidsen, om så han hedder Erik, Svend, Ole eller hvad navnet er. Det er det lange træk og kollektivet, der gør det, siger Joakim Mattson.

På kunststofgræsset i Vrå er dagens træning ved at være forbi. Det har været en kold omgang træning for spillerne, der glæder sig til sommer, solskin – og måske Superliga.

- Erik Rasmussen er jo en mand med masser af erfaring og har været med til at bygge nogle gode ting op i for eksempel FC Midtjylland, så vi glæder os til samarbejdet med ham, siger målmand Jesper Christiansen.

- Det kunne være helt vildt stort at rykke klubben op i Superligaen. Det var en af grundene til, at jeg kom til klubben for to år siden, og det kunne være fedt, hvis det lykkes nu.

Første arbejdsdag i Vendsyssel er slut for Erik Rasmussen. Først skridt er taget mod en oprykning for klubben og for den tidligere AGF- og FC Midtjylland-træner.

- Det er et langt træk, men vi har et godt hold, der var tæt på sidste år, så jeg tror, at det lykkes. Enten i år eller et af de kommende to år. Og skulle det ske til sommer, så skal vi nok nå at være klar til den tid også.