Manchester City anklages for brud på antidopingregler

16x9
Manchester Citys våbenskjold. Foto: PETER POWELL / Scanpix Denmark

FA har onsdag åbnet en sag mod Manchester City. Klubben har angiveligt ikke levet op til antidopingreglerne.

Premier League-klubben Manchester City risikerer at få en dom for brud på antidopingreglerne.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) meddeler onsdag, at man har indledt en sag mod klubben.

Ifølge FA's anklager har Manchester City ikke levet op til sine forpligtelser med at indberette, hvor og hvornår spillerne kunne træffes. Det er de såkaldte "whereabouts", som man kender især fra cykelsport.

Klubberne skal sørge for at meddele, hvor spillerne befinder sig hvornår, så antidopingmyndighederne altid kan finde frem til en spiller for at udføre en dopingtest uden for konkurrence.

Ifølge BBC har Manchester-klubben ændret på træningsrutinerne uden at indberette det til de rette myndigheder.

Manchester City har indtil 19. januar til at forsvare sig imod anklagen.