Messis frisparksperle redder Barcelona i pokalen

16x9
Lionel Messi jubler over sin 3-1-scoring. Foto: Quique Garcia / Scanpix Denmark

Barcelonas fronttrio stod for de tre scoringer, som var nok til at sende Barcelona videre i Copa del Rey.

Et smukt frisparksmål 13 minutter før tid fra Lionel Messi reddede Barcelona fra et truende pokalexit i returkampen mod Athletic Bilbao.

Baskerne vandt 2-1 hjemme i det første opgør, og med den omvendte stilling nærmede en nervepirrende forlængelse sig, da Messi klappede bolden ind.

Athletic Bilbao havde ikke overraskende meget fokus på defensiven fra kampens start, men alligevel stod baskerne relativt højt med deres firebacklinje.

Det virkede umiddelbart som en noget dristig taktik mod Barcelonas hurtige trekløver i front. Men det virkede til at begynde med.

Hjemmeholdet spillede for langsomt og uden idé, så det var ikke specielt svært for gæsterne at holde Barcelona fra fadet.

Efter 25 minutter lykkedes det godt nok Barcelona at score, da Neymar lagde bolden til rette for Luis Suarez, men fejlagtigt blev Neymar vinket offside.

Barcelona fortsatte med at jagte føringen, og den kom ti minutter før pausen.

Igen gled Neymar igennem, og denne gang fandt han Suarez med en høj aflevering. Bagest i feltet helflugtede sidste sæsons ligatopscorer smukt bolden ind til 1-0.

Det var samtidig hans mål nummer 100 for Barcelona i kamp nummer 120.

Efter en ellers godkendt første halvleg, gjorde Athletic Bilbao det svært for sig selv tidligt i anden halvleg, da Neymar blev nedlagt i feltet.

Fra straffesparkspletten scorede brasilianeren selv og endte dermed sin måltørke på 12 kampe.

Men catalonierne er et hold ude af balance for tiden. Bedst som man troede, at holdet ville cruise sejren hjem, sejlede defensiven, og så kunne Enric Saborit reducere til 1-2 på et hovedstød.

Dermed var den samlede målscore helt lige, men som så ofte før blev Lionel Messi redningsmanden for de forsvarende mestre.

Efter to mislykkede frisparksforsøg tidligere i kampen fik han chancen igen med 13 minutter igen, og denne gang bankede han smukt bolden ind via den ene stolpe.

Afslutningen på kampen var intens, men Barcelona holdt stand og er videre til kvartfinalen.