Så store er pengene bag Fifas udvidelse af VM

16x9
Økonomien har haft en stor indflydelse på beslutningen om at udvide VM-slutrunden i fodbold fra 2026. Foto: ENNIO LEANZA / Scanpix Denmark

Økonomien i Fifa har haft stor indflydelse på beslutningen om at udvide VM-slutrunderne. Pengene er valgt fremfor den sportslige interesse.

Udvidelsen af VM i fodbold har været til stor diskussion efter, at Fifas præsident, Gianni Infantino, tirsdag meddelte, at slutrunden fra 2026 skal indeholde 48 hold mod de 32, vi kender fra i dag. 

16 ekstra hold til VM-slutrunderne medfører ikke bare en større omvæltning på det rent sportslige plan, men også omkring økonomien ved VM-slutrunderne. 

FIFA's 5 VM-modeller

48 hold. 16 grupper á 3 hold, hvoraf de to bedste fra hver gruppe går videre til 1/16-finalerne (80 kampe)

48 hold med seedning. Vinderne af en knockoutrunde med 32 hold parres med 16 seedede hold i et gruppespil som det nuværende (80 kampe)

40 hold. 10 grupper á 4 hold, hvor gruppevinderne går videre til 1/8-finalerne sammen med de seks bedste gruppetoere (76 kampe)

40 hold. 8 grupper á 5 hold, hvor gruppevinderne går videre til 1/4-finalerne (88 kampe)

32 hold. 8 grupper á 4 hold, hvoraf de to bedste fra hver gruppe går videre til 1/8-finalerne (64 kampe - det nuværende format)

- Der er ingen tvivl om, at økonomien er et af hovedpunkterne bag den her udvidelse. Fifa har stået overfor et par år med store udfordringer rent økonomisk, og derfor har de også lagt stor vægt på økonomien i den her beslutning om en udvidelse.

Sådan lyder det fra chefredaktør på Tipsbladet, Troels Bager Tøgersen, der har beskæftiget sig med og fulgt udviklingen i Fifa i snart ti år. 

- Fifa havde jo en komité til at kigge på de her forskellige turneringsformater. Her nåede de faktisk, rent sportsligt, frem til, at en slutrunde med 32 hold, som er det vi har i dag, det bedste, men endte alligevel med at anbefale 48 hold til Fifas eksekutiv-komité, fordi man forventede en 20 procent større indtjening, siger Troels Bager Thøgersen.

Ifølge nyhedsbureauet AP, så er Fifas egen forventning, at få en ekstra indtjening på en milliard dollars ( syv milliarder kroner) mere ved slutrunden i 2026 i forhold til den, der skal afholdes i Rusland i 2018. En indtjening, der i øvrigt forventes at nå 5,5 milliarder dollars.

Den store profit skyldes, at man går fra 64 til 80 kampe, og det skaber naturligvis også mere interesse fra et publikum, der nødvendigvis vil blive større, når turneringen vokser med 16 hold.

- Med så mange nye hold betyder det også en større mulighed for at skaffe flere sponsorer til Fifa. Noget de har haft meget svært ved siden, skandalerne begyndte at rulle i 2013, siger Troels Bager Thøgersen.

I marts indgik Fifa en ny stor aftale med den kinesiske underholdningsgigant Wanda Group, der bliver hovedsponsor ved de næste fire VM-slutrunder, som starter i Rusland i 2018. Det er endnu uvist, hvor stort et beløb, FIFA præcist modtager af Wanda Group.

- Med udvidelsen til 48 hold er chancerne for, at asiatiske hold kommer med til VM noget større. Det østlige marked er noget, Fifa holder meget øje med, hvilket Wanda Group er et tydeligt bevis på. Det har helt sikkert også haft indflydelse på beslutningen, siger Troels Bager Thøgersen. 

Hvor den første slutrunde med 48 hold skal spilles henne er der endnu ikke taget stilling til. Det bliver afgjort i 2020, men man regner med, at USA er en af de helt store favoriter til at løbe med værtsrollen.