Hollandske medier storroser Nicolai Jørgensen efter drømmekamp

Nicolai Jørgensen var kampens helt afgørende spiller i Feyenoords storsejr over AZ Alkmaar i den hollandske Æresdivision søndag eftermiddag.

Nicolai Jørgensen er på forsiderne af alle de store hollandske aviser søndag eftermiddag - og med god grund.

Med tre må og to oplæg var den danske angriber med i samtlige mål og i dén grad manden bag Feyenoords 5-2-sejr over AZ Alkmaar i Æresdivisionen.

Nicolai Jørgensen bragte ligaens førerhold på 1-0 efter 11 minutters spil, og ti minutter senere stod han for oplægget til 2-0-scoringen. Eter en lille time serverede Jørgensen igen en scoring for en holdkammerat, inden han selv lukkede kampen med to scoringer på tre minutter kort før tid.

Dén præstation blev hyldet med stående applaus fra de knap 48.000 tilskuere på hjemmebanen De Kuip, da Jørgensen blev skiftet ud kort før tid, og fik de hollandske medier til at finde de helt store roser frem efter kampen:

Volkskrant skriver: Feyenoord vandt stort over AZ, med Jørgensen i hovedrollen. Med tre mål og to assists var Jørgensen den store mand på Feyenoord-holdet.

Derefter sammenligner avisen den danske angriber med en af verdens bedste gennem tiden, Marco van Basten: 1-0-scoringen fremkaldte minder om EM-semifinalen i sommeren 1988, hvor den nuværende assistenttræner for Feyenoord, Jan Wouters, lagde bolden til rette for Van Basten, som derefter overlistede Vesttysklands målmand Immel.

Algemeen Dagblad skriver: Jørgensen med imponerende tal i Kuyts fodspor. Nicolai Jørgensen gør indtryk i denne sæson i Feyenoord-trøjen. Danskeren er ikke kun meget præcis (18 mål), men også meget generøs overfor sit hold med 10 assists.

Her skriver avisen dog ikke om van Basten, men sammenligner i stedet danskeren med en af Rotterdam-klubbens store stjerner gennem tiden, Dirk Kuyt, som også var på banen i dag. Han var nemlig den seneste Feyenoord-spiller, de både scorede et tocifret antal mål og havde et tocifret antal assists i samme sæson - og tilmed klubbens sidste spiller til at være involveret i fem scoringer i samme kamp. Indtil i dag, altså.

NRC: Jørgensen fører Feyenoord til sejr over AZ.

De Telegraaf: Førerholdet gør det fremragende i mesterskabskampen - Jørgensen var den store mand.

Med søndagens tre scoringer gjorde Nicolai Jørgensen samtidig en ende på sin ukarakteristisk lang måltørke på hele fire kampe i Æresdivisionen, og er fortsat suveræn topscorer i den bedste hollandske række.