Dansk landsholdsangriber i fornemt selskab - kun Messi er bedre

Angriberen Nicolai Jørgensen er i gang med sin mest målrige sæson som professionel fodboldspiller, og det sender ham til tops på en fornem liste.

Se alle målene fra 26. spillerunde i Æresdivisionen på TV 2 PLAY.

Den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen var her og der og alle vegne i søndagens ligakamp mod AZ Alkmaar, hvor han scorede karrierens første hattrick og lagde op til både Jens Toornstra og Dirk Kuyts mål.

Med de tre mål udbyggede danskeren også sin føring på topscorerlisten i Æresdivisionen og er nu oppe på 18 mål. Det er personligt bedste for Jørgensen, hvis hidtil rekord var 15 ligamål sat som FC København-spiller i sidste sæson.

Det stopper dog langtfra her. 12 gange i denne sæson har angriberen haft et godt blik for syv af sine medspillere, hvilket har ført til scoringer. Dermed er Nicolai Jørgensen den klart mest værdifulde spiller i Hollands bedste liga med 18 mål og 12 assists. Han topper listen foran blandt andre Kasper Dolberg.

En liste, hvor Jørgensen også gør sig bemærket, er på Transfermarkts optælling over antal mål og assists i denne sæson i Europas ti største ligaer. Her bliver Feyenoord-angriberen med sine 30 point kun overgået af FC Barcelonas Lionel Messi, mens han er bedre end spillere som Inters Mauro Icardi og Edinson Cavani fra PSG.

Nicolai Jørgensen er den 18. mest scorende spiller i de ti største europæiske ligaer i denne sæson, så det er især hans mange oplæg, der sender ham til tops på listen. Danskeren er Europas assistkonge, mens Cavani er målkongen med sine 27 sæsonmål i Ligue 1.

Landsholdet får forhåbentlig glæde af en Nicolai Jørgensen i storform, når det gælder Rumænien på udebane i VM-kvalifikationen søndag den 26. marts. Rumænerne er et point efter Danmark på tredjepladsen i gruppe E.

Følg Nicolai Jørgensen i aktion for Feyenoord på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.