Celta-dansker vil forlænge kontrakten: - Jeg vil skrive historie

16x9
Daniel Wass har det godt i Celta Vigo og vil gerne blive i klubben. Foto: MIGUEL RIOPA / Scanpix Denmark

Daniel Wass vil skrive historie med Celta Vigo, og derfor vil han også gerne forlænge sin kontrakt med klubben.

I sommeren 2015 skiftede Daniel Wass fra franske Évian til spansk fodbold og Celta Vigo.

Her er det blevet til i alt 60 kampe i den bedste spanske liga, og danskeren har for alvor bidt sig fast i startopstillingen.

Wass fortæller, at han føler sig godt tilpas i klubben, hvor det både fungerer på og udenfor banen. Derfor har han heller ikke i sinde om at skifte væk - tværtimod.

- Det vil være fantastisk at underskrive en ny kontrakt. Jeg er glad for at spille i Celta. Jeg elsker klubben, mine holdkammerater, tilhængerne og byen. Derudover er min kone og mine døtre virkelig glade her, og vi vil gerne blive. Forhåbentlig kan vi blive enige om en ny kontrakt, siger Daniel Wass til La Voz de Galicia.

- Jeg vil skrive historie med Celta. Det vil være en stor ære for mig og for holdet også, da vi er som en stor familie.

Med det hentyder danskeren til Europa League, hvor klubben er nået til kvartfinalen. Drømmen hedder dog en finale-deltagelse, og dette har klubben aldrig præsteret før.

Tre danskere i det spanske

Daniel Wass er ikke den eneste dansker i Celta Vigo. Pione Sisto og Andrew Hjulsager spiller også i den spanske klub, hvor Sisto kom i sommers, og Hjulsager i vinters skiftede fra Brøndby.

Wass fortæller, at han prøver at guide dem, det bedste han kan, men at de også skal snakke med de andre på holdet.

- Det er første gang for dem begge, at de spiller i en liga udenfor den danske. Det er noget, som jeg gjorde for seks år siden. Den vigtigste ting er, at vi er en stor familie. Derfor skal de ikke kun snakke med mig, men med hele omklædningsrummet.

- Jeg prøver at oversætte lidt for dem, men Hjulsager og Sisto er også igang med at lære spansk, så det er et klart plus.

Wass' kontrakt løber lige nu til sommeren i 2019.