Rystet Dortmund-spiller langer ud efter UEFA: - Vi er ikke dyr

16x9
Sokratis var tydeligt berørt efter kampen mod AS Monaco. Foto: FRIEDEMANN VOGEL / Scanpix Denmark

Dortmunds spillere havde gerne set, at de ikke skulle have været i kamp mod AS Monaco allerede dagen efter bombeangrebet mod spillerbussen.

Da Dortmunds spillere onsdag aften løb på banen til Champions League-kampen mod AS Monaco, var det under et døgn siden, at selvsamme spillere var blevet udsat for et bombeangreb.

Dortmund tabte opgøret 2-3, og efterfølgende har klubbens træner Thomas Tuchel luftet sin utilfredshed med, at UEFA placerede kampen så få timer efter episoden.

Han bakkes op af flere af klubbens spillere, som var særdeles rystede efter den grimme oplevelse. Fodbold har slet ikke været i tankerne hos dem.

- Først og fremmest er jeg bare glad for, at jeg er i live. Det var den sværeste dag i mit liv, og jeg håber aldrig, det sker for nogen andre. Efter i går har jeg ikke haft plads til at tænke på kampen, sagde Dortmund-spilleren Sokratis Papastathopoulos til ESPN efter opgøret.

Han følte sig langt fra klar til at spille kampen allerede den følgende dag, og derfor langede han efter kampen ud efter UEFA.

Sokratis inden kampen mod AS Monaco
Sokratis inden kampen mod AS Monaco Foto: SASCHA SCHUERMANN / Scanpix Denmark

- De må forstå, at vi ikke er dyr. Vi er mennesker, som har familie og børn hjemme i huset. Vi er ikke dyr. Jeg er glad for at alle spillere og al personale er i live, siger han.

Også forsvarsspilleren Matthias Ginter havde tankerne et helt andet sted end på fodbold i timerne før, under og efter nederlaget til Monaco.

- Vi er bare glade for at alle er i live og kan tage hjem. Vi forsøgte at spørge de folk, der har ansvaret, om der kunne laves noget om. For ingen af os havde lyst til at spille i dag, og det tror jeg godt, alle kan forstå, sagde Matthias Ginter efter til ESPN efter kampen.

Næste Dortmund-kamp er på lørdag, hvor Eintracht Frankfurt venter i Bundesligaen. Der er returopgør mod AS Monaco i Champions League i næste uge.