Sisto-scoring sikrer Celta et godt udgangspunkt

16x9
Pione Sisto scorede et flot mål, da Celta Vigo vandt 3-2 i den første Europa League-kvartfinale. Foto: MIGUEL RIOPA / Scanpix Denmark

Celta Vigo indkasserede to mål hjemme i sejren over Genk, og Manchester United skuffede mod Anderlecht. 

Pione Sisto viste sig torsdag frem, da danskeren udlignede til 1-1 mod Genk i Europa League efter et kvarter. 

Opgøret var klubbernes første kvartfinale i turneringen, og spanierne endte med at vinde 3-2. 

Genks to scoringer gør dog returkampen helt åben. 

Manchester United scorede et vigtigt udebanemål, men måtte nøjes med 1-1 ude mod Anderlecht, mens Ajax hjemme besejrede Schalke 04 2-0. 

Både Daniel Wass og Pione Sisto var med fra start hos Celta Vigo, hvor belgierne overraskede efter ti minutter.

Jean-Paul Boëtius fik lov at stå helt udækket og pandede bolden i mål med hovedet til 1-0 til Genk.

Fem minutter senere slog Pione Sisto så til. Danskeren blev spillet fri af John Guidetti med en hælaflevering, og Sisto drejede køligt bolden forbi Genk-keeper Mathew Ryan til 1-1. 

Tre minutter senere tog Iago Aspas chancen med et fladt skud fra kanten af feltet og bragte Celta foran 2-1.

John Guidetti øgede til 3-1 i det 38. minut, men i anden halvleg fik Genk lov at score, da Thomas Buffel reducerede til 2-3. 

Daniel Wass lod sig udskifte efter 78 minutter.

United kom godt fra start i Anderlecht

Manchester United var på besøg hos Anderlecht, og for Uniteds vedkommende kan det ende med, at Europa League er vejen mod en plads i Champions League. 

Derfor stillede United med det tunge skyts i form af blandt andre Zlatan Ibrahimovic, Paul Pogba og Henrikh Mkhitaryan. 

Otte minutter før pausen sparkede Mkhitaryan bolden i mål til 1-0 på en ripost efter Marcus Rashfords forsøg. 

Mkhitaryan scorede til 1-0 for Manchester United.
Mkhitaryan scorede til 1-0 for Manchester United. Foto: EMMANUEL DUNAND / Scanpix Denmark

Paul Pogba misbrugte en kæmpe chance i slutfasen efter et oplæg fra en godt spillende Ibrahimovic, men United måtte skuffede se til, da Anderlecht udlignede kort før tid i et opgør, hvor United ellers var bedst. 

Ajax vandt uden danskere

Hos Ajax var Lasse Schöne ude med karantæne mod Schalke 04. 

Kasper Dolberg var kommet sig så meget over sin lyskeskade, at han var med i truppen, men Dolberg blev på bænken i hele opgøret. 

Davy Klaassen sørgede med en scoring i hver halvleg for en hjemmesejr til Ajax på 2-0.

Dermed skabte hollænderne sig et godt udgangspunkt til returopgøret i Tyskland. 

Den sidste kvartfinale mellem Lyon og Besiktas blev udsat i 45 minutter på grund af tilskueruroligheder. 

Der spilles returkampe i alle fire kvartfinaler om en uge. 

/ritzau/