Skadet Bartra om busangreb: Længste minutter i mit liv

16x9
Borussia Dortmunds spillerbus holdende på Wittbräucker Straße i det sydlige Dortmund. Foto: SASCHA STEINBACH / Scanpix Denmark

Marc Bartra glæder sig over, at der ikke skete større skader ved buseksplosion end hans brud på hånden.

Smerte og panik. Det er nogle af ordene, som Dortmund-forsvareren Marc Bartra sætter på tirsdagens oplevelse, hvor holdets bus blev ramt af tre sprængladninger på vej til Champions League-kvartfinalen hjemme mod Monaco.

Bartra blev hårdest ramt, da han blev fragtet til hospitalet og senere opereret for en brækket knogle i hånden.

- Smerten, panikken og uvisheden ved ikke at vide, hvad der skete, og hvor længe det skulle vare. Det var de 15 længste minutter i mit liv, fortæller Marc Bartra i et indlæg på det sociale medie Instagram.

Den 26-årige spanier forventes ude i fire uger, og han glæder sig over, at angrebet ikke fik større konsekvenser.

- Chokket har været aftagende de seneste dage. Jeg kigger på min skadede hånd og glæder mig over, at angrebet blot resulterede i det, når de ønskede at skade os så meget, skriver han.

Efterforskerne har beskrevet angrebet mod spillerbussen som "en terrorhandling". De har tidligere oplyst, at man fokuserer på mistænkte inden for det "islamistiske spektrum".

Tirsdagens kamp blev udsat til onsdag aften, hvor Dortmund tabte 2-3 til Monaco.

/ritzau/AFP