Alle skriger skandale: - Nu må fodbolden vågne

16x9
Bayern München blev slået ud af Real Madrid efter flere tvivlsomme kendelser. Foto: Michaela Rehle / Scanpix Denmark

Nu må fodbolden vågne. Det må være et nutidens krav, at der kommer hjælp i et ellers videoovervåget samfund.

Der skal hjælp til dommerne, spillerne, tilskuerne, fodbolden - og retfærdigheden. Videohjælpen skal komme nu.

Skandalerne har haglet ned over Champions League-kampene i denne sæson - de sidste minder er fra FC Barcelonas ellers formidable 6-1 sejr over Paris SG for nylig og fra i aftes efter Real Madrids ellers flotte triumf mod Bayern München.

En hel fodbold- og medieverden skriger skandale ud over tribune og avisforsider efter den spanske 4-2 sejr, der definitivt sendte Bayern ud. Et tvivlsomt straffespark til Robben, en tvivlsom udvisning af Vidal og to tvivlsomme (offside)mål til Ronaldo har sat sindene i kog og ret og rimelighed på spil.

Det er ødelæggende for fodboldspillet, generelt set. At vi desværre gang på gang skal sidde og se 3-4-5 TV-slow billeder afsløre deciderede afgørende fejlkendelser. Kendelser, der har betydning - og konsekvenser. For resultatet, for økonomien, for fodboldens og retfærdighedens renommé.

Selvfølgelig kan en dommer (eller flere) ikke på splitsekunder i alle spillets faser og udviklinger dømme fejlfrit hele vejen igennem. Og vi andre kan kloge os med TV-billeder fra alle vinkler og med mange gentagelser. Men det er netop derfor, at videohjælp er tvingende nødvendigt at få på banen - nu.

Straffespark eller ikke straffespark er et skøn. Også et dommerskøn. Men om det er uden for eller inden for det strafbare felt, forseelserne bliver begået, kan videobilleder afgøre. Det tager splitsekunder at få afgjort.

Det var nu ikke det, der kom i fokus i aftes på Santiago Bernabeu. Men Reals to 'off-side mål'. TV (og dermed videobilleder) viste klare beviser - og det havde taget splitsekunder at få afgjort.

Jeg vil ikke pille ved Real Madrids flotte sejr, men hvorfor skal disse oplagte fejlkendelser overdøve en fantastisk fodboldkamp?

Videohjælp vil ikke tage magten fra dommerne - det vil styrke manden med netop magten. På splitsekunder. Og det vil styrke fodbolden.