Michael Laudrup: - Det er ikke sjovt at være professionel fodboldspiller

Han har opnået alt, hvad der er værd at opnå som fodboldspiller. Alligevel synes Michael Laudrup ikke, at det er sjovt at være professionel.

Han har vundet Mesterholdenes Europa Cup, det nuværende Champions League, med Barcelona. Han har vundet La Liga i alt fem gange med Barcelona og Real Madrid. Han har vundet Serie A med Juventus.

Michael Laudrup er en af de bedste og mest vindende danske fodboldspillere nogensinde, og han har en lige så imponerende landsholdskarriere bag sig.

I 104 landskampe nåede han både at spille EM-semifinale i 1984 og som anfører at føre Danmark til det bedste VM-resultat nogensinde: VM-kvartfinalen i 1998.

Alligevel har livet som professionel fodboldspiller ikke været en udpræget fornøjelse for Laudrup.

- Nej, det er ikke sjovt. Det er sjovt at spille, når man er ung. Det er sjovt at spille, når man er gammel, men det er ikke sjovt, når det er topprofessionelt.

- Uanset hvor god du bliver, så er det en cirkel. Du starter med at spille for sjov, og så når du et niveau, hvor du bliver professionel og kommer til de store klubber. På et tidspunkt går du tilbage og slutter med at spille for sjov, siger Michael Laudrup i 'Talkshowet Meyerheim'.

Skal genfinde dig selv år efter år

Michael Laudrup skiftede til italienske Lazio som 19-årig i 1983 og spillede derefter 15 år i udlandet, inden han i 1998 indstillede karrieren som Ajax-spiller.

Fakta: Michael Laudrup

Navn: Michael Laudrup

Født: 15. juni 1964

Spillerkarriere:

KB (1981), Brøndby (1982-83), SS Lazio (1983-85), Juventus (1985-89), FC Barcelona (1989-94), Real Madrid (1994-96), Vissel Kobe (1996-97), Ajax Amsterdam (1997-98)

Trænerkarriere:

2000-2002: Assistenttræner for A-landsholdet

2002-2006: Cheftræner i Brøndby

2007-2008: Cheftræner i Getafe

2008-2009: Cheftræner i Spartak Moskva

2010-2011: Cheftræner i Mallorca

2012-2014: Manager i Swansea

2014-2015: Cheftræner i Lekhwiya

2016 - Al Rayyan

- Der er nogle krav både fysisk, men også rent mentalt. Hvis du spiller som mig, hvor jeg har været dygtig/heldig, i nogle af de største klubber i verden, så spiller du i 11 måneder med mange bump.

- Hvis du taber en kamp, får du hug i pressen. Så ender du med at vinde mesterskabet til sidst og fejrer det i fire dage. Derefter tager du på ferie i fire dage, og når du kommer tilbage, så er det første, du får at vide, at det bliver dæleme hårdt i år, for alle de andre vil kanøfle os. Så går der to måneder i den nye sæson, hvor det ikke kører så godt, og så er alt det fra sidste år glemt.

16x9
Michael Laudrup i Real Madrid-trøjen omringet af Barcelona-spillere. Foto: Scanpix

- Du skal hele tiden genfinde dig selv år efter år efter år. Så at spille på topplan, og specielt i de store klubber, kræver meget fysisk, og det kræver meget talent, men det kræver først og fremmest utrolig meget oppe i hovedet. Der er mange spillere, der har haft et utroligt talent, men som ikke har klaret det, fordi de ikke har det heroppe, siger Michael Laudrup.