- Jeg begyndte at græde, lige inden Iniesta scorede

16x9
Andrés Iniesta havde taget en helt speciel trøje på til VM i 2010, der hyldede hans afdøde ven Dani. Foto: GABRIEL BOUYS / Scanpix Denmark

En hyldest fra Andreas Iniesta til hans afdøde ven Dani Jarques vakte i 2010 opsigt. I en ny bog går Iniesta og forfatterne helt tæt på episoden.

Da Andrés Iniesta i 2010 afgjorde VM-finalen mod Holland, flåede han i sin jubel sin spanske landsholdstrøje af.

En svedtrøje dukkede frem, og på maven sendte den normalt så rolige og afbalancerede FC Barcelona-midtbanespiller en helt speciel hilsen til sin afdøde ven, Espanyol-spilleren Dani Jarque.

Der stod 'Dani Jarque siempre con nosotros'. Altså 'Dani Jarque, du er altid med os'. En gestus, der berørte Dani Jarques enke meget.

I en ny bog om Andreas Iniesta går bogens forfattere med hjælp fra Iniesta selv tæt på den episode og mange andre nøglepunkter i den spanske elegantiers karriere.

Bogen "KUNSTEREN: Jeg er Iniesta" udkommer i dag - den 21. april på Peoples Press og er oversat af Tonny Vorm.

Herunder kan du læse et uddrag af kapitel 15 - Dani.

'KUNSTEREN: Jeg er Iniesta' er udkommet den 21. april på Peoples Press.
'KUNSTEREN: Jeg er Iniesta' er udkommet den 21. april på Peoples Press. Foto: TV 2 SPORT

Den første kamp

- Det er svært for mig at skille mig af med den her trøje, men jeg tror, det her er det bedste sted for den. Jeg scorede målet, men Dani vil også blive husket for evigt.”

Med de ord – og bevæget af minderne om hans ven, der var gået bort så tidligt i livet – overrakte Andrés den historiske hvide undertrøje med de berømte ord skrevet med sprittusch på maven til Espanyol foran deres stadion, hjemsted for klubbens tidligere spiller, Dani Jarque. Andrés scorede kun det mål én gang. Men de fleste har set det mange gange, og flere endda så mange gange, at de føler, de selv har scoret det. Men den aften var der en, der vidste, at målet var på vej. En, der fornemmede det, netop det øjeblik, da Iniesta tog et par skridt bagud for at sikre sig, at han ikke var offside i afleveringsøjeblikket.

Jessica, Dani Jarques kone, havde for en stund styrke til at tøjle sin ubændige sorg, og hun havde sat sig foran tv-skærmen for at se kampen – VM-finalen mellem Spanien og Holland på Soccer City i Johannesburg. Det havde taget hende elleve måneder at kunne se en fodboldkamp igen. Det var den første kamp, hun så, siden hendes mands død et lille år forinden på en træningslejr i Italien med Espanyol.

Det var hendes første kamp og den første kamp for hendes datter – deres datter – Martina.

“Jeg så intet fodbold. Jeg tændte ikke engang tv’et. Jeg havde bare brug for stilhed, stilhed til min sorg. Men den aften besluttede jeg mig for at se finalen. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg var hjemme sammen med min mor og med Martina. Hun var endnu ikke fyldt et år. Hun var blot ti måneder gammel. Jeg kan huske, at jeg tog et brusebad og havde viklet et håndklæde om håret, og at jeg satte mig nervøst ned foran fjernsynet. Det var trods alt VM-finalen.” 

Dani Jarque i Espanyols blå og hvide spilledragt i en kamp mod Villarreal i 2009. Samme år døde Jarque under en træningslejr.
Dani Jarque i Espanyols blå og hvide spilledragt i en kamp mod Villarreal i 2009. Samme år døde Jarque under en træningslejr. Foto: HEINO KALIS / Scanpix Denmark

“Dani ville have elsket det, omgivet af sine venner. Måske var det derfor, jeg sagde til mig selv: ‘Skal jeg se kampen? Ja, jeg skal se finalen.’ Min mor skævede nervøst til mig, og hun blev ved med at sige: ‘Er du sikker på, at du vil se den?’

”Hun vidste, at det var den første kamp, jeg så, siden Dani gik fra os, og hun vidste, at det ville være hårdt for mig.”

“At se en kamp uden ham ville også være en måde, hvorpå jeg kunne acceptere mit nye liv – en tilværelse uden ham. ‘Ja, mor, jeg vil se kampen.’ Og så sad jeg dér i sofaen. Jeg er ikke den i verden, der ved mest om fodbold. Jeg kan huske, at Dani tit spurgte mig: ‘Hvordan spillede jeg?’ Så når han spillede på udebane, havde jeg mit eget ritual. Jeg var alene med fjernsynet og tændte nogle lys. Jeg elsker lys, de spreder en stemning af fred og velsignelse, og samtidig er det,  om om lyset holder én med selskab.

‘Du var god, Dani,’ sagde jeg til ham.

Og han sagde:

‘Men alt gik galt i dag, intet fungerede for mig.’

Så sagde jeg:

‘Men du var da god på tv.’

Andre gange, når han spurgte:

‘Hvordan spillede jeg i dag?’ svarede jeg:

“Forfærdeligt, Dani, jeg så dig næsten ikke!’

Hvortil han svarede: ‘Men jeg spillede suverænt i dag, alt fungerede for mig!’”

“Skal jeg være ærlig, så jeg kun kampene for at have noget at dele med ham – hans nervøsitet, spænding, hans vedholdenhed, og på en måde delte jeg hans drengedrøm om at spille fodbold. Jeg prøvede også at sende ham positiv energi. På grund af alle de ting, havde jeg ikke set en fodboldkamp, siden han døde. Der var ikke længere nogen at dele det med. Og alligevel så jeg VM-finalen med Martina og min mor, Maria – sammen om fodboldverdenens vigtigste kamp.”

Vidste det ville ske

Andrés Iniesta sparker bolden ind bag Hollands målmand Maarten Stekelenburg i VM finalen i 2010.
Andrés Iniesta sparker bolden ind bag Hollands målmand Maarten Stekelenburg i VM finalen i 2010. Foto: JEWEL SAMAD / Scanpix Denmark

“Sekunderne inden målet, vidste jeg, det ville ske. Jeg begyndte at græde, lige inden Andrés scorede. Jeg husker klart det øjeblik, hvor han modtager afleveringen, og han er alene foran mål. Han scorer, men det ser jeg ikke, for på det tidspunkt holder jeg mig for øjnene.”

Jessica stopper sin fortælling og bliver tavs. Hendes hænder dækker atter øjnene. Hun er så fuld af lys, men hun er tilbage i mørket igen, kort inden det afgørende øjeblik, hvor bolden lander for fødderne af Andrés i finalen.

“Jeg så ham skyde, men så holdt jeg mig for øjnene. Derefter så jeg intet. Målet, og i endnu højere grad begejstringen bagefter, fik min mor til råbe:

‘Se! Se! Se!’

Men jeg ville ikke kigge, fordi jeg vidste, at Dani ville være der. Jeg kan ikke forklare det, men jeg vidste det bare. Jeg vidste, at målet ville komme. Jeg vidste, at Andrés ville score, og jeg fornemmede, at Dani på en eller anden måde også ville være til stede. Andrés kunne have dedikeret det mål til en hvilken som helst af sine kære, sin kone, sine børn, til så mange mennesker. Men han dedikerede det til Dani.”

Se, se ...

Jessica, Martinas mor, kan knap få en sætning over læberne uden at bryde sammen. Hun taler, og så græder hun. Hun græder, og så taler hun lidt igen.

“Hvorfor dedikerede han målet til Dani? Jeg tror, det siger meget om Andrés, men også om Dani – om hvad han betød og altid vil betyde for dem, der havde mulighed for at dele deres liv med ham. Det siger meget om de værdier, han lærte os, og hans uforglemmelige gave om at være i stand til at få det bedste ud af livet. Da jeg endelig kiggede, kunne jeg ikke engang se Andrés’trøje."

Min mor blev ved med at sige:

‘Se, se ...’ Men da jeg løftede blikket, lå de alle sammen oven på Andrés, og jeg kunne ikke se noget som helst. Det var først bagefter på de langsomme gengivelser, at jeg fik øje på, hvad han havde skrevet til Dani. Jeg har tænkt på det mange gange siden. Hvorfor var Dani med Andrés den dag? Hvorfor delte jeg øjeblikket med dem begge, da jeg sad og så målet efter i så lang tid at have brudt forbindelsen til fodbold? Vi befandt os tre forskellige steder, men vi var sammen i Johannesburg. Himmel og jord forenet i et mål.”

“Ved du hvad, Dani havde ikke en eneste af Andrés’ trøjer. De plejede at bytte trøjer, når de spillede mod hinanden, men så forsvandt de. Der er ikke en eneste herhjemme. Jeg kan forestille mig, at Andrés har flere af Danis. Men det er klart, når de er så lette at forære væk.”

“Det er altid stor efterspørgsel på Andrés’ Barça-trøjer. Når vi havde venner på besøg, og de spurgte efter en trøje af Andrés, så gav Dani dem en. Han var meget generøs og lagde sjældent vægt på den slags materielle ting. For ham var det bare trøjer, og kunne han gøre nogen glad ved at give dem en af Andrés’ trøjer, så betød det meget for ham. Den slags spekulerede han ikke over. Trøjen tilhørte Andrés, men det var bare en trøje. Til gengæld stak Danis følelser og beundring for Andrés dybt, og det uanset hvor mange af hans trøjer, Dani forærede bort – deres forhold var ikke knyttet sammen af materielle ting.”

Iniesta løfter VM-pokalen efter en sejr over Holland i 2010.
Iniesta løfter VM-pokalen efter en sejr over Holland i 2010. Foto: JAVIER SORIANO / Scanpix Denmark

Jessicas konstante smil er smittende. Men hun græder også, mens hun taler. Man siger, tiden læger alle sår. Men det er ikke sandt. Tiden læger intet.

“Andrés har en aura af følsomhed og er typen, man ikke kan lade være med at beundre. Indimellem når jeg snakker med Martina, og hun får øje på et billede eller en reklame med Andrés, udbryder hun:

‘Mor, se, Andrés!’ Og hun gør det altid med et stort smil. Jeg går ikke op i, om folk er kendte deres personlighed interesserer mig mere. Og han er en, der gør folk glad, fordi han selv virker glad for sin tilværelse og fordi han fortjener det. Følelsesmæssigt er han meget intelligent – han er et godt menneske. Han har meget til fælles med Dani. I vores verden, der kan være kold og materialistisk, skiller han sig ud, fordi han er en ligefrem og ydmyg mand.”

“Jeg vil ikke have, at mit afsnit i bogen om ham virker sørgeligt. Por favor, det er det sidste, jeg ønsker. Alt hvad vi gennemlever, gør os til dem, vi er. Og alle de hårde udfordringer, vi klarer her i livet, er med til at minde os om, at vi kan overleve og være glade. Han var i Johannesburg, jeg var i Castelldefels, men jeg vidste bare, at han ville score det mål. Jeg vidste det bare. Der er ting, man ikke kan forklare. Det er ligesom, hvis man elsker nogen højt, så handler det altid om mere end det fysiske. Jeg ved ikke, hvad der er, men det stikker dybere, end man kan forklare.”

Iniestas tårer

Pludselig, og takket være finalen, genopdagede Jessica fodbolden, inden hun atter vendte tilbage til sin stilhed og sorg. Hun græd derhjemme, og Andrés’ tårer faldt på banen. De var forbundet, og de forbliver forbundet.

Da kampen var ovre, og tårerne stadig trillede, mens flere af spillerne lå udmattede på Soccer Citys græs med knyttede næver, omfavnede Andrés og Victor Valdés hinanden.

Iniesta jubler over sin scoring sammen med holdkammeraterne.
Iniesta jubler over sin scoring sammen med holdkammeraterne. Foto: CHRISTOPHE SIMON / Scanpix Denmark

I Champions League-semifinalen mod Chelsea havde Valdés været den sidste, der havde smidt sig i bunken af kroppe, der fejrede Iniestas sene scoring.

“Da han tog det skud på Stamford Bridge, skød jeg også,” siger han. I Sydafrika iført overtrækstøjet var han en af de første i bunken.

“Jeg sprintede ned ad banen og så tårerne i hans øjne, og det endte med, at jeg græd ved siden af ham,” siger den tidligere Barcelona-målmand, der stadig kalder Andrés sin lillebror.

“Jeg kan ikke sætte ord på den glæde,” reflekterer Andrés.

“Det er stadig en følelse af uendelig tilfredshed over at besidde noget, man troede var uopnåeligt, men som så pludselig er indenfor rækkevide – ovenikøbet efter at have haft så mange skader i løbet af sæsonen. Men i sidste ende bliver man belønnet i fodbold. Arbejder man hårdt, og tror man på det, og lever og ånder man for sin sport, så bliver man belønnet.”

Fodbolden var ved at knække Andrés i løbet af den forfærdelige sommer 2009, hvor Dani gik bort, men den bragte atter de to venner sammen.

“Det skyldte jeg ham. Jeg havde aldrig haft muligheden for at hylde ham, og det fortjente han at blive. Jeg ville dele al min glæde med ham og med dem, han elskede. Derfor trak jeg i den trøje, inden kampen startede.”