Tidligere topspiller død - faldt om på Tottenhams træningsanlæg

16x9
Ugo Ehiogu er død i en alder af blot 44 år. Foto: DAVID MOIR / Scanpix Denmark

Tottenhams nuværende U23-træner og den mangeårige Premier League-spiller Ugo Ehiogu er død i en alder af blot 44 år.

- Det er med stor sorg, vi må meddele, at Ugo Ehiogu, vores U23-træner, er død.

Sådan indleder Tottenham et officielt statement via klubbens officielle Twitter-profil om den 44-årige træner og tidligere spillere, der nåede at spille over 350 kampe i Premier League.

Torsdag faldt englænderen om med hjertestop på klubbens træningsanlæg, hvorefter han med det samme blev overført til hospitalet.

Her til morgen stod det dog klart, at hans liv ikke var til at redde, hvilket naturligvis blev mødt med stor sorg i Tottenham.

- Ord kan ikke beskrive, hvor chokerede og kede af det alle omkring klubben er. Ugos enorme tilstedeværelse vil ikke kunne erstattes. Vores dybeste sympati går ud til hans kone Gemma og resten af hans familie, siger chef for træner- og spillerudvikling John McDermott.

Samtidig kondolerer klubben, ligesom de sender en stor tak til personalet omkring de hospitaler, der hjalp til.

Ugo Ehiogu har været tilknyttet Tottenham siden 2014. I sin tid som spiller var han langt størstedelen af tiden i henholdsvis Aston Villa og Middlesbrough.

Det var også i disse klubber, han i 1996 og 2004 var med til at vinde Liga Cuppen som en stor forsvarsprofil.

- Det var en fornøjelse at spille med ham i Middlesbrough. Ugo var plaget af skader, men han var med helt i toppen. Havde han spillet noget mere, havde han også fået flere landskampe. Han var den ultimative professionelle fodboldspiller og en, som jeg virkelig nød at spille med, siger den mangeårige topmålmand Mark Schwarzer til BBC Radio 5.

Han nåede fire kampe for det engelske landshold, ligesom han også repræsenterede klubberne West Bromwich, Leeds, Rangers og Sheffield United.