AaB kasserer målmand før kontraktudløb – han opførte sig uprofessionelt

16x9
Ivan Lucic er fortid i AaB, oplyser klubben. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Superligaklubben AaB har sendt målmanden Ivan Lucic tilbage til Bristol. Den 22-årige målmand nåede kun at være i AaB i tre måneder.

Lejesvenden Ivan Lucic er blevet bedt om at pakke sine ting og forlade AaB to måneder før planlagt.

Østrigeren har ikke opført sig som nordjyderne ønskede, og derfor må han rejse tilbage til Bristol City to måneder før den oprindelige afslutning på lejeaftalen. En beslutning der blev truffet inden AaB sikrede endnu en sæson i Superligaen.

- Grundlæggende er det fordi, han ikke lever op til de værdier, vi har i klubben. Vi har desværre måtte erkende, at Ivan ikke har været motiveret til at spille en reserveholdskamp, og det kan vi ikke acceptere, fortæller sportschef Allan Gaarde til TV 2 SPORT.

Ivan Lucic fortalt inden den pågældende kamp, at han ikke havde lyst til at spille. Derfor blev han ikke sendt på banen, hvilket var den berømte dråbe, der fik vandet i bægeret til at flyde over. Derfor var Ivan Lucic heller ikke med i truppen til de to seneste kampe i Superligaens nedrykningsspil. 

- For os er det væsentligt at værne om værdierne og kulturen. Det er noget af det vigtigste ved at være i AaB, siger Allan Gaarde. 

Lucic var hentet ind som reserve for førstevalget Nicolai Larsen, da Carsten Christensen stoppede i klubben. Kontrakten med Lucic løb resten af sæsonen, og det betyder, at U19-målmanden Nicolaj Jørgensen hentes op som gardering for Nicolai Larsen i resten af sæsonen.

I næste sæson får AaB tilgang af den nuværende Vejle-målmand Michael Lansing.

Ivan Lucic nåede at spille to kampe for AaB i sine tre måneder i klubben.