- Superligaens nye nedrykningsspil har været en succes

16x9
Nedrykningskampene har været nervepirrende. Her ses en jublende AC Horsens-træner Bo Henriksen efter sejren over Esbjerg fB. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

TV 2 SPORT's fodboldekspert Kasper Lorentzen sidder tilbage med en positiv fornemmelse efter første Superliga-sæson med en ny struktur.

Superligaens sidste nedrykningskampe venter lige om hjørnet, og den nye struktur har om lidt stået sin prøve gennem den første sæson.

Og min fornemmelse er egentlig god, inden Horsens og Viborg i aften møder Vendsyssel og Helsingør om en plads i Superligaen. Der har været mere spænding flere steder, men der vil altid være noget ved Superligaen, som vi ikke kan ”redde”.

Jeg har sagt det tidligere, og jeg gør det gerne igen: Hvor er jeg glad for, at Superligaen kom af med de tre indbyrdes opgør mod hinanden. Det har aldrig været fair.

I år har vi fået flere spændende kampe og større grund til at følge med i de mindre charmerende opgør. Superligaens nedrykningsspil har været en succes med mellemgruppespillet og holdenes direkte dueller for at undgå nedryknings-playoff.

Skuffelse på Esbjerg-bænken. Med et 2-3-nederlag til AC Horsens i den afgørende playoff-kamp blev EfB sendt i 1. division.
Skuffelse på Esbjerg-bænken. Med et 2-3-nederlag til AC Horsens i den afgørende playoff-kamp blev EfB sendt i 1. division. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Nedryknings-playoff-kampene pynter på Superligaen. Normalt ville jeg ikke have fundet Esbjerg mod Horsens særligt spændende og charmerende, hvis det havde været en kamp med for stor afstand i tabellen, eller hvor det ene hold ikke kunne nå noget som helst. Den sidste og afgørende kamp mellem disse to klubber var ikke særligt velspillet, men den var helt sikkert nervepirrende og interessant at følge med i.

Begge kampe mellem Viborg og AGF gav også næsten fuldt hus på begge stadions og to meget seværdige fodboldkampe. Det havde vi aldrig nogensinde fået ved den gamle struktur.

Superligaen og den nye struktur kan ikke vinde over hele linjen.

Midterfeltet, altså de fire hold som skal kæmpe om 7.-pladsen og muligheden for en ekstra kamp mod 4.-pladsen om en europæisk plads, har ikke ophidset mig synderligt. Det er et felt, som allerede har klaret skærene og derfor ”intet” har at miste ved at tabe.

17.462 tilskuere var på plads, da AGF sikrede sig overlevelsen i en playoff-kamp mod Viborg FF. Viborggenserne skal nu møde Helsingør fra 1. division i to playoff-kampe om en plads i næste sæsons Superliga.
17.462 tilskuere var på plads, da AGF sikrede sig overlevelsen i en playoff-kamp mod Viborg FF. Viborggenserne skal nu møde Helsingør fra 1. division i to playoff-kampe om en plads i næste sæsons Superliga. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Vi kan heller ikke stille noget op over for kampe som Horsens mod Viborg, hvor det egentlig skulle være en ren gyser, men hvor første opgør i Viborg ender med en Viborg-sejr på 3-0. Og når returopgøret så spilles en tirsdag aften i Horsens kl. 20.00, hvor det oven i købet regner, så er der bare ikke meget at stille op for den nye struktur. Jo, måske lige at lægge det alle andre dage end en hverdagsaften.

Toppen, altså mesterskabsslutsspillet, har givet en masse kampe med spillemæssig høj kvalitet. Nummer 1 og 2 var fundet for længst, men det ville de også have været med den gamle struktur. Det er heller ikke hvert år, at FC København kommer til at være så suveræn som i år. De resterende fire hold har kæmpet om bronzen og har givet os nogle seværdige kampe, hvis man selvfølgelig tager de anonyme briller på og ikke er indebrændt over, at ens yndlingshold ikke spillede som forventet.

Når man skærer toppen ned og samler de nuværende seks bedste hold, så får vi noget mere kvalitet i kampene og et højere niveau. Jeg synes i hvert fald at det også har været en succes.

Så Superligaen har været på prøve i år 2016/17, og jeg kan egentlig godt lide, hvordan det har udviklet sig. Der er garanteret altid ting, som kan forbedres, og jeg har heller ikke ligefrem rost det hele ved den nye struktur.

Men overordnet set synes jeg, at det har båret noget positivt med sig.

Jeg har set flere kampe med større interesse end tidligere år. Så kan nogle mene, at det til tider kan være uretfærdigt, hvis et hold kan redde sig via to gode indbyrdes kampe, men det har med sikkerhed givet en del til spændingen og intensiteten i kampene. Og underholdningsværdien er steget.