Bendtner og Rosenborg tabte igen: Ekspert kalder det alarmerende

16x9
Nicklas Bendtner i kamp for Rosenborg på Lerkendal. Foto: Scanpix

Den danske angriber Nicklas Bendtner og Rosenborg har blot vundet én af sine seneste seks kampe. Holdet fører dog stadig den norske Eliteserien.

Rosenborg med Nicklas Bendtner og Mike Jensen på banen i hele kampen led søndag aften sæsonens andet nederlag. På eget græs var midterholdet Haugesund bedst og vandt på en scoring efter bare tre minutter.

Det efterlader de norske fodboldmestre med to nederlag, tre uafgjorte og bare én sejr siden midten af maj. TV 2 Norges fodboldekspert Jesper Mathisen kaldte holdets situation for 'alarmerende' i studiet efter kampen.

- Nicklas Bendtner har ikke leveret, men Rosenborgs problemer er meget større end det, sagde Mathisen ifølge TV 2 Norge.

Norske VG fulgte op med at kalde Trondheim-mandskabets indsats for "svag", og Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen erkender også, at der skal strammes op efter en mindre god måned.

- Vi må smøge ærmerne op. Vi kan ikke lide, det bliver så offensivt. Det ser ud som om, vi er bange for at tabe, sagde Ingebrigtsen ifølge TV 2 Norge efter kampen.

Ved pausen førte Haugesund skudstatistikken 10-3. I anden halvleg blev det en anelse bedre for Rosenborg, der kom frem til flere målforsøg, og efter 74 minutter skulle Nicklas Bendtner så få sin chance.

Efter en dødbold stod danskeren, der igen var i startopstillingen efter at have afsonet karantæne, pludselig helt alene ved bagerste stolpe, men han headede bolden over mål fra omkring seks meter.

Trods nederlaget og den spille- og resultatmæssige krise sidder Rosenborg stadig på førstepladsen i Eliteserien med 25 point for 13 kampe. Det skyldes ikke mindst, at Sarpsborg 08 måtte rejse fra Sandefjord med et nederlag på 0-1.

Nicklas Bendtner har scoret fire ligamål i denne sæson. Næste modstander for Rosenborg er Sogndal hjemme på Lerkendal søndag den 25. juni.