Danmarks EM-trup er udtaget: Vi skal videre fra gruppen

16x9
Danmark sikrede EM-billetten med en 2-0-sejr over Sverige i den sidste kvalifikationskamp. Nu er truppen til slutrunden udtaget. Foto:

Landstræner Nils Nielsen har sat navn på de spillere, der i juli skal forsvare Danmarks EM-bronze fra 2013.

23 danske fodboldspillere kan ånde lettede op: De skal repræsentere Danmark ved EM-slutrunden i Holland, som begynder midt i juli.

Selvom holdet efter kvalifikationen er blevet ramt af afbud fra langtidsskadede Julie Trustrup og Johanna Rasmussen. Til gengæld er spørgsmålstegnet i forbindelse med Sofie Junge fjernet. Hun er klar efter sin hjernerystelser og efterfølgende skader og er derfor udtaget til EM-truppen. 

Hun er vigtig, fordi det giver Nils muligheden for at kunne spille ligesom i kvalifikationen. På den måde får holdet lidt flere tangenter at spille på.

Malene Marquard, Fodboldekspert TV 2 SPORT

Alt i alt er landstræneren tilfreds med truppen, som han har store forhåbninger til:

- Jeg synes vi har begrundet håb om at komme videre fra gruppen og spille os i kvartfinalen, siger Nils Nielsen til TV 2 SPORT.

- Vi har et hold, som kan slå alle de andre hold, når vi rammer vores højeste niveau. Derfor er vores resultater ikke afhængige af, hvordan de andre hold spiller.

Målsætningen er derfor en plads i kvartfinalen, hvor nummer et og to fra hver gruppe ender. Det vil kræve en lille overraskelse, idet danskerne var seedet som nummer tre i gruppen, som også tæller værterne fra Holland samt Norge og Belgien.

Danmark vandt ellers bronzemedaljer ved det seneste EM, der blev spillet i Sverige for fire år siden. Dengang var gruppestrukturen lidt anderledes, og derfor lykkedes det faktisk holdet at spille sig hele vejen til semifinalen uden at vinde en eneste kamp. Dét skal lykkes i år, mener landstræneren:

- Jeg har en ambition om, at vi skal vinde flere kampe end for fire år siden. Og så har jeg et kæmpe ønske om, at det er os, der slår Tyskland ud. De har vundet EM seks gange i træk, så det kunne være sjovt, hvis det var os, der slog dem ud den syvende gang – og så er jeg ligeglad med om det bliver i kvartfinalen eller semifinalen.

Nils Nielsen har udtaget to spillere til hver position – på nær i målet, hvor der er gjort plads til tre. Den største overraskelse i truppen er forsvarsspilleren Stine Ballisager, der ikke har været med i truppen til en eneste af kvalifikationskampene. Efter to kampe i 2012 og 2013 er Ballisager kommet tilbage på landsholdet i løbet af forårets træningssamlinger.

Hun er en dygtig og stabil defensiv spiller, som man ved, hvor man har. Og så er hun god på bolden.

Malene Marquard, Fodboldekspert TV 2 SPORT

Disse spillere skal forsvare EM-bronze

  1. Stina Lykke, Kolding Q
  2. Maria Christensen, Fortuna Hjørring
  3. Line Johansen, Vejle Boldklub
  4. Theresa Nielsen, Vålerenga
  5. Stine Ballisager, IK Skovbakken
  6. Line Røddik, FC Barcelona
  7. Cecilie Sandvej, SC Sand
  8. Janni Arnth, Linköpings FC
  9. Simone Boye, Brøndby IF
  10. Luna Gevitz, Fortuna Hjørring
  11. Mie Leth Jans, Brøndby IF
  12. Line S. Jensen, Washington Spirit
  13. Sofie Junge, FC Rosengård
  14. Maja Kildemoes, Linköpings FC
  15. Nanna Christiansen, Brøndby IF
  16. Katrine Veje, Brøndby IF
  17. Sarah Dyrehauge, Fortuna Hjørring
  18. Sanne Troelsgaard, FC Rosengård
  19. Nicoline Sørensen, Brøndby IF
  20. Pernille Harder, VfL Wolfsburg
  21. Nadia Nadim, Portland Thorns
  22. Stine Larsen, Brøndby IF
  23. Frederikke Thøgersen, Fortuna Hjørring

EM-slutrunden vises på TV 2, TV 2 SPORT og DR. Inden det går løs i Holland spiller landsholdet træningskampe mod England og Østrig.