- Den nye videoteknologi i fodbold er slet ikke bestået

16x9
Videodommersystemet (VAR) har været omdiskuteret under Confederations Cup. Foto: DR

Videoteknologien har været på prøve i fodboldens verden hen over sommeren - rettere sagt i Confederations Cup 2017 i Rusland, og det har godt nok været med blandede følelser.

Da Confederations Cup startede, sad jeg med spænding og skulle følge med. Selvfølgelig fordi der var lagt op til en masse gode fodboldkampe og dygtige spillere, som vi elsker at se spille, men også fordi FIFA ville tage videoteknologien i brug ved kendelser, dommerne kunne være i tvivl om.

Jeg synes, vi skal passe på med ikke at gøre fodbolden alt for amerikansk. Fodbolden skal rulle så meget som mulig

Det er kommet for at blive, det der videoteknologi.

Spillet udvikler sig år efter år og går hurtigere og hurtigere. Derfor skal vi følge med i udviklingen, og videoteknologi er en god ide. FIFA testede det så i det her ”mini-VM”, men jeg sidder godt nok tilbage med blandede følelser. Selv er jeg fan af, at vi også udvikler os på dommerfronten for at kunne følge med i spillets udvikling og spillernes små tricks på banen, men det har været tydeligt, at det her er et nyt tiltag, og dermed slet ikke har været bestået.

Hvordan videoteknologien skal bruges, kan vel også diskuteres. Hvorfor skal kampen stoppes i længere tid? Jeg synes, vi skal passe på med ikke at gøre fodbolden alt for amerikansk. Fodbolden skal rulle så meget som mulig - uden afbrydelser i længere tid.

Det er action, vi ønsker at se. Kunne det ikke være en bedre mulighed, hvis de videodommere, som alligevel sidder og ser på skærme, selv traf en hurtig beslutning, så der ikke ville gå mere end fem sekunder, før dommeren traf en korrekt beslutning? Altså at dommeren kan stole på sine videodommere og ikke stoppe spillet for selv at skulle se situationen igennem.

Alle kunne se, at det var til rødt kort, men ikke dommeren, som fik lov til at se det samme som alle os seere hjemme i stuerne

Jeg har ingen erfaring med at dømme fodboldkampe, så det kan godt være, at dommerne mener, det er mere forvirrende at skulle have en videodommer til at snakke ham i øresneglen, samtidig med at han er 100 procent fokuseret på kampen. Men jeg kan altså ikke lide det med, at kampen skal afbrydes over længere tid.

Når FIFA nu alligevel har prøvet den her form for videoteknologi, hvor kampen bliver stoppet, og dommeren selv skal ud og se på skærmen, så skal den altså også bruges ordentligt. Kampen om bronzemedaljerne mellem Mexico og Portugal var et godt bevis på, hvordan det kan gavne beslutningerne, når der dømmes straffe til Portugal via efterfølgende videogennemgang. En korrekt dom og stor hjælp fra videoteknologien.

Højdepunkter: Portugal vinder bronzekampen ved Confederations Cup Video: TV 2 SPORT

Men der, hvor jeg ikke forstår noget som helst, er i finalekampen mellem Chile og Tyskland. En finale, som var utrolig seværdig, og jeg følte mig rigtig godt underholdt. Chile var Tyskland overlegen i spillet, men tyskerne var kyniske og førte alligevel kampen ved pausen.

Dommeren havde dømt en ganske fin halvleg og havde kontrol over kampen. Så opstår der en episode i anden halvleg mellem Tysklands Timo Werner og Chiles Gonzalo Jara, hvor Jara bevidst sender en albue i hovedet på Timo Werner, fordi intensiteten er steget en del i anden halvleg, og ingen har lyst til at tabe kampen.

Brugen af videodommer kommer igen i spil i finalen ved Confederations Cup-finalen mellem Tyskland og Chile. TV 2 SPORT's fodboldekspert Kasper Lorentzen begriber ikke, at det ikke udløste rødt kort. Video: Bo Bentsen

En bevidst handling af chileneren, som uden tvivl burde føre til en udvisning, men hvor dommeren, efter at have set situationen igennem, vælger at nøjes med det gule kort. Så er det, at den nye idé med videoteknologi taber. Alle kunne se, at det var til rødt kort, men ikke dommeren, som fik lov til at se det samme som alle os seere hjemme i stuerne.

Der er ingen tvivl om, at det her VAR-produkt er nyt, og det kræver noget tilvænning for dommerne og os seere. Men et plus til FIFA for at starte og give det et forsøg. At det så har været pinligt et par gange, hører vel med i sådan en ny episode af fodbolden, og så har vi jo også noget mere at snakke om på arbejdspladserne.

Videodommer fik hovedrolle under Portugal-Mexico Video: TV 2 SPORT

Det kan også diskuteres, om måden, de bruger det på, er rigtig - med længere pauser. Men pil op for at tage det i brug. Der er dog bare langt igen til, at det sidder lige i skabet.