Terrormyndighed afslører: EM-kamp var udset som mål

16x9
Det er på dette stadion, kampen mellem England og Skotland skal spilles. Foto: ROBIN VAN LONKHUIJSEN / Scanpix Denmark

Gruppekampen mellem England og Skotland er blevet udpeget som et terrormål. Det har hollandske myndigheder afsløret.

Det kommende EM i kvindefodbold er blevet ramt af en terrortrussel.

Ifølge De Telegraaf var gruppekampen mellem England og Skotland udset som mål. Kampen spilles onsdag den 19. juli i Utrecht, hvor værtsnationen Holland møder Norge allerede søndag aften.

Det mulige terrorangreb er blevet afsløret af den hollandske antiterrormyndighed De Nationaal Coördinator Terrorismebestrijding en Veiligheid (NCTV). Ifølge norske Aftenposten kommer truslen fra sympatisører med Islamisk Stat.

I et chatforum, der angiveligt også benyttes af Islamisk Stat, skulle der være instruktioner om et angreb under den nævnte gruppekamp.

- Vi kender til budskabet, bekræfter en talsperson fra NCTV, mens en talskvinde fra EM-arrangøren uddyber en smule:

- Vi tager det til efterretning og er i nær kontakt med NCTV. Myndighederne er ansvarlige for at analysere dette, lyder meldingen.

Det danske landshold er allerede ankommet til Holland. Danmark skal ikke spille gruppekampe i Utrecht.