Karakterbogen: Anføreren gik forrest i dansk åbningssejr

Danmark besejrede søndag aften Belgien i premierekampen ved EM i Holland. Her ser TV 2 SPORTs fodboldekspert Danny Jung tilbage på kampen.

- Missionen er fuldført.

Fodboldekspert Danny Jung er overordnet set godt tilfreds med den danske indsats i EM-åbningskampen mod Belgien. Et tidligt mål af Sanne Troelsgaard sikrede Danmark en smal sejr på 1-0.

- Det allervigtigste er, at Danmark får tre point. Det er en sindssygt god start, og allerede nu har vi vundet flere kampe end i 2013.

For fire år siden spillede Danmark sig frem til semifinalen efter en række uafgjorte kampe og straffesparkskonkurrence. I 2017 ligger Nils Nielsen og kvindelandsholdet nummer et i Gruppe A - sammen med værterne Holland.

Her følger Danny Jungs karakterer og vurderinger af den danske indsats.

Stina Lykke 3

Hun var ikke så aktiv i første halvleg, men i anden halvleg blev hun mere synlig både på både den gode og den dårlige måde. Hun havde en stor og vigtig redning på en hælafslutning, men i de sidste 20-25 minutter virkede hun usikker på indlæggene.

Simone Boye 3

Hun starter lidt usikkert med et par dårlige clearinger, og så sjusker hun lidt med opstillingsspillet. I anden halvleg har hun to eller tre vigtige blokkeringer, og det trækker op.

KARAKTERSKALAEN

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

Janni Arnth 4

Rigtig fin første halvleg, hvor hun var meget opmærksom og grundig. Hun var dygtig til at organisere, at Danmarks restforsvar stod rigtigt. Det vil sige, at forsvaret var på plads, når Danmark var i angreb - og det stoppede flere belgiske muligheder.

Line Røddik 3

Defensivt gør hun det ikke sværere, end det er - og det er godt. Offensivt får hun ikke så meget ud af det, fordi hun sparker for mange lange bolde. Hun er normalt dygtig til at spille de flade pasninger, og det får hun ikke gjort nok i kampen mod Belgien.

Theresa Nielsen 2

Hun virker meget stresset og usikker med bolden. Defensivt er hun heller ikke helt afklaret i forhold til det, hun kan. Hun bliver overløbet og skubbet væk, og det ligner hende ikke.

Sanne Troelsgaard 4

Hun starter rigtigt, rigtigt godt i første halvleg. Efter pausen var hun lidt mere usynlig, men med målet in mente får hun en karakter over middel.

Pernille Harder 5

Det er hende, Danmarks spil skal komme fra. Enten skal hun lægge op til målene, eller også skal hun sparke dem ind selv.

Hun gjorde det rigtigt godt kampen igennem, og til sidst var hun også med til at holde på bolden og lavede endda en tunnel ved hjørneflaget. Det eneste der trækker ned er et par dårlige hjørnespark.

A post shared by TV 2 SPORT (@tv2sportdk) on

Line S. Jensen 3

Hun arbejder meget defensivt, hvor hun er tiltænkt ankerpositionen lige foran forsvarskæden. Hun sjusker for meget med det flade pasningsspil, og det trækker ned.

Katrine Veje 3

Jeg savner noget offensivt initiativ. Hun skulle have udnyttet sin fart i nogle direkte dueller. Det er synd, hun ikke går selv i flere situationer.

Til gengæld skal hun have ros for sin disciplinerede indsats defensivt.

Nadia Nadim 2

I forhold til hvad hun indeholder, så viste hun ikke engang halvdelen i kampen mod Belgien. Hun havde mange boldtab, fik en dum advarsel, afsluttede selv i stedet for at spille en holdkammerat helt fri og spildte på den måde flere muligheder.

En lidt sløj start gør, at hun forcerer sit spil i resten af kampen. Hun er ikke der, hvor hun skal være. Men hvis man kan spille med i en åbningskamp uden at være der 100 procent, så er der potentiale til at blive afgørende i de næste kampe.

Stine Larsen 3

Hun får mange point for sit defensive arbejdsraseri. Hun var med til at spolere mange belgiske angreb. 

Offensivt var hun god til at holde fast i bolden, og det betyder rigtigt meget for holdet.

Maja Kildemoes 4

Hun lavede et godt indhop. Belgierne sad tungt på spillet, da hun kom ind, og hun fylder rigtigt meget defensivt. Hun var også med til at skabe en stor chance, hvor hun kunne have afgjort kampen. Men alt i alt var det et fint indhop.

Frederikke Thøgersen 3

Hun var god til at true belgierne med sit dybdeløb. Til gengæld var hun ikke så god til at holde fast i bolden, og derfor kom der ikke ret meget ud af det.

Landstræner: Nils Nielsen 4

Det var befriende, at han startede med hovedstødsstærke Stine Larsen. Det passede godt til denne kamp, fordi Belgien er dårlige til at forsvare høje indlæg. Desværre endte det med en masse flade indlæg, selvom jeg gætter på, at hans oplæg til kampen var høje indlæg.

Det virkede også godt, at Sanne Troelsgaard blev lagt ind i banen, når Danmark var i angreb - og at Pernille Harder så kom med tilbage på den plads, når Belgien havde bolden.

I anden halvleg savner lidt flere bolde ud mod kanterne, for vi farlige netop på kanterne i første halvleg.

Men alt i alt leverede han nogle fine dispositioner, og i sidste ende handler slutrunder om resultater. Og Danmark vandt 1-0.