EM-karakterbog: - Hun er en af Europas allerbedste

De danske fodboldkvinder formåede at chokere tyskerne og vinde 2-1. En plads i semifinalen er booket.

Se Danmarks EM-semifinale direkte på TV 2 torsdag aften.

- Det er vanvittigt.

Så klart siger TV 2 SPORTs ekspert Danny Jung det om den danske sejr over de seksdobbelte tyske europamestre.

På scoringer af Nadia Nadim og Theresa Nielsen overkom Danmark en dårlig start, hvor Stina Lykke så meget uheldig ud efter kun tre minutters spil.

- Selvom tyskerne ikke er, hvor de plejer at være, så er det en vanvittig præstation, siger Danny Jung og fortsætter:

- Især i anden halvleg viser danskerne, at de er helt oplagte. Så det er super fortjent.

Det bliver enten Spanien eller Østrig, som Danmark skal møde i semifinalen, der spilles torsdag.

Her følger Danny Jungs karakterer og vurderinger af de danske spilleres indsats.

Stina Lykke: 5

Efter mareridtsagtig start med noget af et kæmpedrop får hun spillet sig rigtig fint op og har flere afgørende aktioner i resten af kampen. Det kan man da kalde mental styrke.

Theresa Nielsen: 5

En smule udfordret i første halvleg i sin højre side, men får generelt lukket fint af. Bidrager mere offensivt end længe, og målet er en perle i sig selv.

Simone Boye: 5

Den rolige klippe i det danske forsvar, især ved indlæg imod. Mange fine fremspil i dag.

Stine Larsen: 5

Energibundt, arbejdshest og god når der kommer indlæg imod. Savner lidt mere kvalitet i fremspil. Virker som ideel makker til Simone Boye. Lægger fremragende op til 1-1-målet.

Line Røddik: 3

Havde det svært offensivt i dag med flere unødvendige fejlpasninger. Knoklede alt, hvad hun har lært, men gik død i anden halvleg.

Troelsgaard: 3

Kæmpestor arbejdsindsats i første halvleg, hvor hun både skulle hjælpe Theresa Nielsen defensivt i højre side samt være helt fremme som angriber, når vi havde bolden. Det magtede hun forståeligt nok ikke helt. Så var desværre usynlig i det meste af kampen.

Line S. Jensen: 5

Har virkelig spillet sig op gennem turneringen. Sindssyg arbejdsradius, hård i duellerne og faktisk også nogle fornuftige aktioner med bold – inklusiv nogle fornuftige stikninger.

Maja Kildemoes: 4

Gør hvad hun kan på den centrale midt, og så længe kræfterne rakte, matchede hun fint de tyske verdensstjerner.

Katrine Veje: 3

Det er sjældent, at Katrine får så mange chancer i løbet af en kamp. Så ros for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men det trækker gevaldigt ned ikke at omsætte disse chancer. Igen super defensivt arbejde.

Nadia Nadim: 5

Er klart vokset siden første kamp. Nu er der overskud til at holde modstanderen væk, kontrollere bolden under svære forhold og indgå i spillet med de andre. Fantastisk Nadia Nadim-mål til 1-1.

Pernille Harder: 6

Fra at have været Danmarks bedste spiller i et par år er hun nu gået til at være en af Europas allerbedste. Et ubegribeligt defensivt arbejde, med en preshidsighed som sjældent set, evner hun at erobre utroligt mange bolde. Offensivt er hun nogle gange ude på enkeltmandsaktion, men formår at tiltrække så mange modstandere, at medspillere bliver farlige.

Frederikke Thøgersen: 4

Endelig var der nogle truende, offensive løb. Både med og uden bolden. Hun laver en genial assist til det afgørende mål, som ligger helt perfekt.

Cecilie Sandvej: 5

Hun blev ikke sat på de helt vilde prøver og løste sine opgaver rigtigt godt.

Nils Nielsen: 5

Han skal have ros for at holde Nadia inde i turneringen, også når hun ikke har set god ud. Det gav pote i dag. Det er også flot, at han fik spillerne til at spille fodbold mod et af verdens bedste hold, så Danmark ikke begyndte at spille på en helt ny måde.

Desuden er det imponerende, at han meldte ud inden turneringen, at han ville slå Tyskland ud. Nu har han gjort det.