Dansk EM-lejr har sikret flere billetter til finalen

En masse telefonopkald og samtaler har gjort, at 650 flere danskere kan komme til at se EM-finalen på nærmeste hold.

Se Danmarks EM-finale søndag fra kl. 15:05 på TV 2

Danmark kommer til at være i kæmpemæssigt undertal til EM-finalen på søndag mod de hollandske værter.

Stadion i Enschede har plads til 30.000 tilskuere, men efter en stor indsats fredagen igennem fra Dansk Boldspils Unions delegation i Holland kommer der nu omkring 2.000 danske fans ind på stadion til at tage kampen op mod de hollandske ditto.

- Vi har arbejdet på højtryk hele eftermiddagen på at skaffe flere billetter. Det er også lykkes for os. Vi har fået cirka 650 flere billetter, som vi har tilbudt til de 3.000, der har været på ventelisten, siger Katja Moesgaard, der er kommerciel direktør i DBU, til TV 2 SPORT.

- Vi har siddet fire, fem personer omkring bordet hele dagen og ringet og gjort ved for at finde billetter i alle kanter af UEFA-regi. Vi har fået mange nej'er, men vi har også fået nogle ja'er, og det er det, der gør, at vi i sidste ende kunne hive 650 op.

Hun fortæller, at mange hollændere havde sikret sig billet til EM-finalen, allerede inden de vidste, at Holland spillede sig så langt i turneringen.

Derfor kommer langt størstedelen af De Grolsch Veste til at være klædt i orange.

- Vi håber, det kan give lidt larm, men det bliver ikke noget imod det, hollænderne kommer til at stille med, siger Moesgaard.

- Det er stadig ikke nok til de mange, der gerne vil herned, men vi har fået fat i flere og er også ved at have udsolgt i dem, så det går den rigtige vej. Jeg tror ikke, vi kan få fat i flere.

Finalen spilles søndag klokken 17. Den kan ses på TV 2 med optakt fra klokken 15:05.