- Efter dét opkald satte jeg mig ned og besluttede, jeg ikke skulle til EM

For fire år siden mistede Sanne Troelsgaard sin far. Det resulterede i et afbud til EM i Sverige. Nu er hun stærkere tilbage og klar til revanche.

(Artiklen er oprindeligt publiceret 16/7, men genudgives i forbindelse med EM-finalen)

Sanne Troelsgaard er til EM som profil for Danmark.

Planen var den samme for fire år siden, men to dage før afrejse tog hendes liv en uventet drejning, hvor hun uden at tøve måtte give efter.  

- Efter dét opkald satte jeg mig ned på en havestol. Midt på Vejle Stadion. Og der tog jeg beslutningen om, at jeg ikke skulle med til EM. 

Sådan fortæller landsholdsprofilen om sine sidste minutter i den danske landsholdslejr kort før afrejse til EM i Sverige i 2013. Men det kunne ikke være anderledes, og hun har aldrig fortrudt det.

Heller ikke den dag i dag, hvor hun sidder i netop EM-lejren. Den er bare rykket til Holland, og hun er nu endnu stærkere tilbage og klar til at repræsentere Danmark. Men også klar til at sætte ord på den begivenhed, der for fire år siden ændrede hendes liv for altid.

Fodboldlejr blev skiftet ud med sygeseng

De danske landsholdspillere havde været samlet til EM-optaktslejr i Vildbjerg i godt og vel halvanden uge. Søndag aften var der grillhygge med spillernes familier, og selvfølgelig troppede de stolte forældre til Sanne Troelsgaard op.  

Med far, mor og tvillingesøster ved sin side og drømme om et godt resultat ved den kommende slutrunde gik det hele op i en større helhed for den jyske fodboldspiller, der nød en aften med tankerne lidt væk fra fodbolden. Der var dog ét men. Et større et af slagsen. Der hele tiden lå i baghovedet. Nemlig farens og dermed hele familiens kamp mod kræften.

- Han var lidt utydelig og uklar den aften, og vi besluttede hurtigt at lægge ham ind på mit og T’s (Theresa Nielsen, red.) værelse. Jeg kunne bare mærke det, han var ikke, som han plejede. Han blev mere og mere fraværende.

Sanne beordrede sin mor og søster, at de skulle køre på Vejle Sygehus for at få ham tjekket. Her blev han indlagt.

Det var svært. Men det var ikke noget, jeg tvivlede på. Overhovedet ikke. Jeg tvivlede heller ikke på, om jeg skulle tilbage...

Sanne Troelsgaard

Om mandagen flyttede landsholdslejren til Vejle for at færdiggøre forberedelserne inden slutrunden. Sanne besøgte sin far flere gange om dagen, og særligt stunderne hen på aftenen hvor hun sammen med sin trofaste støtte, der nu lå lænket til sygesengen, så fodbold i fjernsynet. Her så hun ham blomstre op. Det gav hende energi.

- Jeg kan huske, at han ofte sagde til mig, ’Nu skal du snart til EM, hvor jeg kommer op og ser dig, og der er ikke længe til. Jeg skal bare lige blive rask den næste uge, og så er vi klar til EM. Sammen.’

Med faderens tro på livet forlod Sanne Troelsgaard morgen, middag og aften Vejle Sygehus med en fornemmelse om, at det her nok skulle gå.

Da faren havde tilbragt en lille uge på fjerde etage på Vejle Sygehus, blev Sanne lørdag aften kaldt ind. Det så ikke godt ud.      

- Der meddelte han os så, at han var usikker på, om han kunne komme med til EM. Man kunne se, hvor ked af det han var.

Sanne vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Andet end et ’jeg er på træningsbanen. Du skal ringe, hvis der er noget.’

Sanne Troelsgaard hylder sin far.
Sanne Troelsgaard hylder sin far. Foto: Privat.

Jeg tvivlede ikke et sekund

Dagen efter vågnede Sanne med en fornemmelse af, at der var noget galt. Hun tog sin telefon med ud til formiddagstræning og bad udtrykkeligt holdlederen om at holde godt øje med den. Efter halvanden time med hård træning ringede telefonen. Sannes fornemmelse allerede fra morgenstunden kom pludselig meget tæt på.

- Der var ingen tvivl. Jeg skulle komme på sygehuset. Den var helt gal med min far og også min søster.

Og det var her. Midt på Vejle Stadion, at landsholdets bomstærke spiller på højrekanten tog beslutningen om, at hun ikke skulle med resten af landsholdet til Europamesterskaberne i Sverige.

Sanne tog tilbage på spillerhotellet, pakkede sin taske, og uden tøven lukkede hun døren og dermed også dette EM-kapitel.

- Jeg sagde farvel til pigerne, og det var svært. Men det var ikke noget, jeg tvivlede på. Overhovedet ikke. Og jeg tvivlede heller ikke på, om jeg skulle tilbage. Det valg havde jeg taget. Der betyder fodbold ingenting i forhold til en familie.

Jeg var dér, hvor jeg skulle være. Jeg tænkte, ’Fuck det EM’...

Sanne Troelsgaard

Med en følelse af lettelse og afklaring i hele kroppen nåede hun Vejle Sygehus.

- Jeg kom op på fjerde etage med min kæmpe EM-taske på ryggen, gik direkte ind på stuen til min far, stillede min taske og sagde: ’Nu er jeg her. Jeg skal ikke til EM.’

Her fik hun for første gang i flere uger ro. Sådan rigtigt.      

Tirsdag. To dage efter. To dage før EM-afrejsen var Sanne der, hvor hun ville være. Nemlig ved sin fars side, da han sov stille ind.

- Jeg var dér, hvor jeg skulle være. Jeg tænkte ’fuck det EM’, selv om folk har spurgt lige siden, hvordan jeg kunne sige nej til EM. Men det kan du sagtens, når du står i den situation.

D. 2/7-13 mistede Sanne Troelsgaard sin far. Her mindes hun med sin tvillingesøster.

Fodboldkarrieren blev genovervejet

Godt fire år efter sidder Sanne Troelsgaard på spillerhotellet i Holland og er mere end klar til at tage revanche til en EM-slutrunde. Men den spilleglæde, som hun havde inden hendes fars død, dalede voldsomt efterfølgende.

Hun stoppede med at spille fodbold. Farderen havde stort set boet med hende på den københavnske vestegn, fordi hun spillede for Brøndby, og derfor havde hun ikke lyst til at tage tilbage og spille, når hun ikke havde sin trofaste følgesvend ved sin side.

- Min familie begyndte at sige, at selvfølgelig skulle jeg fortsætte med at spille fodbold, at jeg ikke måtte stoppe. Men jeg kunne bare ikke. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg savnede det ikke.

Men Sanne kom i gang igen, fordi inderst inde tænkte hun, ’det er jo fodbold, jeg elsker og ikke mindst far’. Hun genoptog karrieren i Brøndby for et halvt år, inden hun tog beslutningen om, at hun skulle tilbage til Jylland. Simpelthen for at overleve. Her spillede hun i Kolding Q i to og et halvt år.

- Da jeg kom hjem, sådan rigtigt, begyndte jeg at tænke, at nu hviler jeg. Nu accepterer jeg det. For mig var det banebrydende, at jeg tog hjem og trak mig lidt tilbage. Det var en god beslutning.

Da hun havde fundet ro på hjemstavnen omkring Vejen, begyndte hun stille og roligt at bruge farens død konstruktivt. Hun ville rigtigt ovenpå igen.

- Jeg gider ikke have ondt af mig selv. Livet er sommetider hårdt, det er det for alle, og jeg gider ikke være en spiller, som har ondt af sig selv.

Søster-styrketræning som terapi

Ved at rykke hjem rykkede Sanne samtidig tættere på sin soulmate over dem alle - hendes tvillingesøster, Lotte. De to har, kort fortalt, været uadskillelige, lige siden de kom til verden, og deres bånd har været altafgørende for Sannes kamp for at komme ovenpå igen efter farens bortgåen.

- Hvis man ikke er tvilling, så kan man ikke sætte sig ind i, hvordan det er, vi har det. Vi kan mærke på hinanden, hvis den ene har det dårligt. Vi taler sammen tre gange om dagen her til EM. Vi har bare noget helt specielt.

Sanne Troelsgaard begyndte efter farens død at styrketræne intensivt. En interesse hun deler med sin tvillingesøster, Lotte (th.)

De to spillede sammen i Kolding Q og udviklede i sommeren efter dødsfaldet en fælles interesse for styrketræning og fitness. Sanne begyndte på intense programmer, som hjalp hende med at holde fokus.

- Det var min udvej. Der vidste jeg, at jeg kunne rykke mig. Både mentalt, men også fysisk. Der fik jeg øjnene op for, at samtidig med jeg sørger, kan jeg stadig træne og forbedre mit fodboldspiler.    

Sanne Troelsgaard er for alvor på vej tilbage til sit stærkeste mentale niveau.
Sanne Troelsgaard er for alvor på vej tilbage til sit stærkeste mentale niveau. Foto: CRISTINA QUICLER / Scanpix Denmark

Du skal til udlandet

Det er ikke kun søster-Lotte, som Sanne er tæt knyttet med. Hun er nemlig et udpræget familiemenneske, der i mange tilfælde har prioriteret familien fremfor fodboldkarrieren.

- Jeg har takket nej til udlandet, siden jeg var 18 år, og jeg tog først ud ti år senere. Folk spørger, hvorfor jeg ikke tog ud før, men jeg har ikke fortrudt det. Jeg er sådan en spiller, der er god, hvis jeg er tryg.

I vinter tog Sanne så skridtet og skiftede dansk fodbold og Kolding Q ud med FC Rosengård i Sverige, og det intet mindre end stråler ud af den 28-årige fodboldspiller, hvor stor en succes det er.

Når jeg synger nationalsang på søndag, bliver det en helt speciel oplevelse. Hvor han er med mig hele vejen...

Sanne Troelsgaard

Og måske har far-Troelsgaard haft en lille finger med i spillet.

- Det sidste, han sagde til mig, inden han lukkede øjnene, var, at nu skulle jeg tage ud i det store udland, siger Sanne og smiler.

Succesen er så stor, at det tidligere på måneden kom frem, at hun har forlænget med det svenske storhold frem til sommeren 2018.

Han er altid med mig

Sanne Troelsgaard har altså for længst smidt tankerne om spilstop fra sig, men accepten af sin fars død har hun taget med sig og brugt konstruktivt.

- Han er altid med mig. Jeg har en kop hvor der står F på og to små nisser, som er med ude på banen til hver træning og hver kamp.

Koppen og de to små nisser. Sanne altid har disse tre ting med til træning og kamp.
Koppen og de to små nisser. Sanne altid har disse tre ting med til træning og kamp. Foto: Privat

Derudover har hun sammen med sine søskende, som tæller to storebrødre og tvillingesøsteren, Lotte, fået en tatovering, som forestiller en stjerne - til minde om faren.

- Det er en ro, at jeg ved, han er med mig. Når jeg står og synger nationalsang, når vi møder Belgien, så ved jeg, det bliver en helt specielt oplevelse. Hvor han er med mig hele vejen.