- Neymars ego og sande jeg har langt bedre vilkår i Paris

16x9
Paris Saint-Germain's Neymar taler med sin far, Neymar Sr (V) under en kamp i den franske Ligue 1. Foto: JOHN SCHULTS / Scanpix Denmark

Peter Banke har skrevet biografien ‘Neymar - den brasilianske drøm’. Her skriver han endnu engang om den brasilianske fodboldstjerne.

Først om fremmest: Jeg er sikker på, at Neymar bliver en succes i Paris Saint Germain.

I Barcelona er Messi chefen, han sparker frisparkene, han er omdrejningspunktet på holdet og centrum for opmærksomheden og overskrifterne i medierne.

Han er alt det, som Neymar har evnerne til at være, men ikke kan være i fuld skala, fordi Messi nu en gang fylder så meget i Barcelona.

Jeg tror på Neymar, når han siger, at han har brug for nye udfordringer. Neymars ego og sande jeg som spiller har også langt bedre vilkår i Paris.

I Paris kan Neymar - endda med nummer 10 på ryggen - folde vingerne ud som aldrig før. Han kan vise flere glimt af den legende Neymar fra Santos-tiden i Brasilien, når han spiller i Ligue 1 og i Champions League vil han elske ansvaret for at bringe CL-trofæet til den franske hovedstad. Leverer han trofæet med de store ører til PSG-ejeren Nasser Al-Khelaifi, så bryder Neymar også Messis og Ronaldos Ballon d’or-dominans.

Det begyndte på en strand

Neymar har været på en utrolig rejse, siden han blev opdaget på en strand som 6-årig i Praia Grande i Brasilien. Som barn ejede han ikke en gang et par fodboldstøvler, og det regnede ned gennem taget i familiens lille skur af et hus. I dag er han verdens dyreste og samtidig en af de rigeste fodboldspillere i verden.

Min søn er mit firma, og jeg er direktøren

Peter Banke

Hans far havde en middelmådig fodboldkarriere i sammenligning i starten af 1990’erne, indtil en bilulykke reelt kostede ham karrieren. I sin klub União levede han af en beskeden løn og de mønter fansene kastede ned til spillerne, hvis de havde leveret på banen, men efter ulykken røg familien ned på samfundets bund.

Neymars skifte til Paris er symbolet på en fodboldrejse fra 0 til 1,65 milliarder kr., og det er kulminationen på den forretningsrejse, han har været på sammen med sin far, der har rådgivet ham i kontraktforhandlinger, siden han fik sin første kontrakt med Santos som 15-årig.

Da Neymar blev født forudsagde Neymar Sr., at hans søn ville blive bedre end ham.

Og da Neymar begyndte at vise tegn på, at han ville overgå faren, begyndte Neymar Sr. at tage kurser i økonomi, og han byttede jobbet som mekaniker ud med et jakkesæt.

Neymars far lærte hurtigt, at hans søn kunne tjene lige så mange penge uden for banen som inde på banen.

Det vakte en vis opsigt, da Neymar Sr. udtalte følgende i et interview med et brasiliansk magasin i 2011:

“Min søn er mit firma, og jeg er direktøren.”

“Når vi er derhjemme er han min dreng, men når vi går ud af døren, så er han mit produkt.”

Neymars far var en hurtig og driblestærk angriber i de lavere brasilianske rækker, men han fik langt større succes som forretningsmand.
Neymars far var en hurtig og driblestærk angriber i de lavere brasilianske rækker, men han fik langt større succes som forretningsmand. Foto: O Diário.

I dag har Neymar fået flere ‘aktier’ i deres fælles firma NN Consultoria, og det var angiveligt ham, der havde den afgørende stemme i forhold til at forlade Barcelona til fordel for Paris.

Neymars far og den israelske agent Pini Zahavi, der stod for at facilitere handlen, står til at tjene over 300 millioner kr., og så lever senior nok med, at junior har fået lidt mere at skulle have sagt.

Der er absurde summer involveret i Neymars handel, men hvis vi kun ser på det sportslige, så har PSG-fans, fans af brasiliansk fodbold og fodboldfans i al almindelighed nogle store fodboldoplevelser at se frem til.

Det kan blive et af fodboldhistoriens mest spektakulære shows.