Dortmund vil træffe endelig beslutning om suspenderet stortalent

16x9
20-årige Ousmane Dembélé blev i torsdags suspenderet af Dortmund, fordi han udeblev fra holdets træning. Foto: PATRIK STOLLARZ / Scanpix Denmark

Beslutningen om Ousmane Dembéles fremtid ser ud til at blive truffet søndag, hvor det vil blive afgjort, om stortalentet skal blive i Dortmund.

En af sommerens helt store transfersagaer kan nærme sig sin afslutning. 

FC Barcelona har længe været interesseret i Dortmunds Ousmane Dembéle som en erstatning for Neymar, og franskmanden har længe været interesseret i Barcelona. Tyskerne ønsker ikke at sælge deres guldfugl, men søndag kan et endegyldigt svar komme fra den tyske klub. 

- I dag står vi sammen, og i morgen vil klubben fortælle, hvad vi gør, sagde holdets træner Peter Bosz ifølge det tyske medie Bild inden lørdagens pokalkamp mod Rielasingen-Arlen. 

Ousmane Dembéle var ikke i truppen, fordi Dortmund torsdag valgte at suspendere den 20-årige angriber weekenden over, efter han var udeblevet fra holdets træning. Torsdag var også dagen, hvor tyskerne for første gang officielt afviste et bud fra catalanerne. 

Noget kunne tyde på, at Dortmund nu har modtaget et forbedret bud, nu hvor de først træffer en endelig beslutning søndag. 

TV 2 SPORTs Kasper Lorentzen mener, at Dortmund har gjort det rigtige ved at suspendere Dembéle, men mener samtidig, at de bør overveje et salg. 

- De statuerer et godt eksempel for klubbens andre spillere i fremtiden ved at suspendere ham, men det er ikke sjovt at have en spiller i truppen, som ikke ønsker at være der, siger Lorentzen. 

Dortmund vandt lørdagens pokalkamp 4-0, hvor stjernespillere Pierre-Emerick Aubameyang scorede hattrick. Næste opgave for Dortmund bliver Bundesliga-premieren mod Wolfsburg, og så må tiden vise, om Dembéle er i truppen eller ej.