27 mænd sigtet for vold og uroligheder ved fodboldkamp

Superligakampen mellem Brøndby og FCK tidligere i sæsonen blev spoleret af uroligheder i FCK's tilskuerafsnit.

I begyndelsen af august opstod der uroligheder under københavnerderbyet mellem Brøndby og FCK, hvor fans i FCK's tribuneafsnit tæskede løs på betjente og blandt andet ødelagde et hegn, som man kan se i videoen herover.

Balladen begyndte i kølvandet på Brøndbys føringsmål i det 90. minut. En vagt blev slået ned, og derefter gik en skare af FC Københavns fans til angreb mod politiet med stave, og hvad de ellers kunne slå med.

Godt en måned senere har politiet nu sigtet 27 mænd, der tilsammen er blevet sigtet for 51 lovovertrædelser. Det fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi Charlotte Skovby.

- Det er sigtelser af alt fra vold mod politiet til ganske almindelige ordensbekendtgørelses-sager, siger vicepolitiinspektøren.

Politimand fik tænderne slået løs

Kampens dommer afbrød opøret i cirka 20 minutter, indtil der omsider faldt ro over gæsternes fans. Kampklædt politi rykkede ind på græsset, så de kunne beskytte spillerne i kampens sidste sekunder, hvor Brøndby forsvarede 1-0-føringen.

Ved banen kom 25 betjente til skade, fortæller Charlotte Skovby. En betjent fik så hårdt et slag i ansigtet, at han fik slået sine tænder løs.

Det har været et stort arbejde at gennemgå alt videomaterialet fra fodboldkampen, og efterforskningen er heller ikke færdig endnu.

- Sagen er ikke afsluttet, og vi forventer stadig flere sigtelser og flere gerningsmænd, der skal sigtes og afhøres.

- Der er rigtig meget videomateriale fra sådan en fodboldkamp, og det er det, vi kigger igennem og skal prøve at identificere gerningsmænd ud fra. Det er et kæmpe arbejde, fortæller vicepolitiinspektøren.

FCK tager afstand fra egne fans

FC København var kort efter episoden ude at tage afstand til de fans, som var involveret. 

- Det er totalt uacceptabelt og pinligt at opleve den slags. Der er ingen undskyldning for at opføre sig sådan eller angribe politi eller andre på stadion, sagde administrerende direktør i FCK, Anders Hørsholt, til klubbens hjemmeside.

- Det er en skændsel, og vi vil nu sammen med alle relevante parter gøre vores til at finde frem til dem, der har været involveret, så de får deres straf.

Klubben har selv udstedt over 100 karantæner efter balladen på Brøndby Stadion, der har kostet to kampe uden tilskuere. Den dom har FCK dog anket. 

Det er endnu ikke klart, om politiet kommer til at sigte flere fans.