Dybala når ti ligamål i Juventus-ydmygelse af lokalrival

16x9
Dybala scorede to gange, da Juventus slog Torino. Foto: FILIPPO MONTEFORTE / Scanpix Denmark

Den argentinske angriber scorede for niende og tiende gang i Serie A, da Juventus besejrede Torino 4-0.

Juventus og Napoli fortsætter parløbet i toppen af den italienske Serie A i fodbold. 

Lørdag aften vandt begge tophold for sjette gang af seks mulige i sæsonen. 

De regerende mestre, Juventus, hentede en sikker 4-0-sejr hjemme over lokalrivalen Torino. 

Serie A-topscorer Paulo Dybala bragte Juventus foran efter et kvarters spil, da han udnyttede en omstilling til at score sit niende ligamål i sæsonen. 

Cirka ti minutter senere måtte Torinos Daniele Baselli indkassere et rødt kort. 

Torino-spilleren pådrog sig sit andet gule kort, da han sprang ind i Juventus-spilleren Miralem Pjanic. 

Samme Pjanic slog til før pausen med 2-0-scoringen, da han udnyttede en pasning fra Juan Cuadrado. 

I anden halvleg scorede Alex Sandro og Paulo Dybala for Juventus, og argentineren nåede dermed op på ti ligascoringer. 

Tidligere lørdag forsvarede Napoli førstepladsen med en sent tilkæmpet 3-2-sejr ude over Spal.

Oprykkerklubben udlignede ellers til 2-2 12 minutter før tid ved Federico Viviani. Men få minutter senere scorede Faouzi Ghoulam sejrsmålet for Napoli. 

Napoli topper ligaen på en bedre målscore end Juventus.